Erik Ottesen (Rosenkrantz)

Gravsten over Erik Ottesen og hans kone Sofie Henriksdatter i Hornslet Kirke

Erik Ottesen (Rosenkrantz) (ca. 1427-1503) var en dansk adelsmand og rigsråd i 1400-tallet. Erik var ejer af et af rigets største godskomplekser, lensmand i Skanderborg, rigsråd og rigshofmester til kong Christian 1. fra 1456 til kongens død i 1481. Herved var han en af landets mest magtfulde mænd. Han er især kendt for hans voldelige fejder med Århus-bispen Jens Iversen (Lange) i 1454-1459 og den østjyske herremand Lage Brok i 1460-1475.

Biografi

Lensmand og godsejer

Erik kom af den magtfulde Rosenkrantz-slægt fra Djursland, og var søn af Otte Nielsen. Han arvede farens nære forhold til kong Christian, og blev omkring 1451 gift med Sofie, datter af den ligeledes magtfulde Henrik Knudsen (Gyldenstjerne). Henrik var lensmand på Skanderborg Slot, og det var måske i forbindelse med giftermålet mellem Erik og Sofie, at Erik overtog Skanderborg Len, omkring 1452. Omkring giftermålet har han også overtaget herregården Boller i Bjerre Herred. Som lokal godsejer og lensmand understøttede han adskillige klostre i området. Han nød gode relationer med cisterciensermunkene i Øm Kloster, samt benediktinermunkene i Voer Kloster.

Fejden med Jens Iversen og relation til Øm og Voer Klostre

I 1454-1459 lå Rosenkrantz-slægten i en voldelig fejde med bisp Jens Iversen (Lange) af Århus omkring en række forskellige stridspunkter, typisk at Rosenkrantzerne blandede sig i forhold, som bispen mente rangerede under ham, hvorfor han klagede til paven, som i 1454 indstævnede blandt andre Erik, hans far og hans svigerfar til flere retssager. Disse skulle føres under forsæde af bispen af Ratzeburg og dekanen i Lübeck, sikkert fordi bisp Jens ikke regnede med at kunne stå en chance i en dansk domstol, hvor Rosenkrantzerne altid ville have overtaget.

En af bispens klager var, at Erik ville indsætte en Segebod fra Skanderborg som præst i Tranbjerg Kirke, mens bispen foretrak vikaren Jens Torkilsen. Tranbjerg Sogn lå indenfor Skanderborg Len, hvorved Erik kunne påstå at have en vis myndighed som lensmand, mens bisp Jens kunne påstå at have myndigheden idet Tranbjerg Sogn også lå i Århus bispedømme.

En anden klage var, at Otte og Henrik, men nok også Erik selv, havde hjulpet munken Anders Mogensen med at afsætte abbeden Godske i Voer, hvorefter Anders selv blev abbed og skulle have røvet gods tilhørende bispebordet, altså selve bispen. Her er der nok tale om fiskegårdene ved Vosgårde i Mossø, som havde tilhørt Vissing Kloster inden dets nedlæggelse. Måske har Godske anerkendt bispens ret til fiskegårdene, mens Anders har fastholdt Voers krav på gårdene. Derfor valgte Rosenkrantzerne som Voers patroner at støtte Anders.

På et tidspunkt i 1454-1458 blev Erik bandlyst af bisp Jens, altså benægtet at modtage nadveren til sin sjæls frelse. Dette var nok efter at han ikke imødekom indstævningen, men med tilladelse fra ærkebispen af Lund fik Erik lov til at blive ført i kirke igen af abbeden i Øm. Efterfølgende skulle bisp Jens have straffet abbeden ved at fratage ham en kirke, som han havde forvaltet på vegne af Århus bispestol. Men ved et møde med rigsrådet i 1458 blev bisp Jens dømt til at skulle tilbagelevere kirken, og han led overordnet set nederlag i sin fejde med Rosenkrantzerne.

Fejde med Lage Brok

Rosenkrantzerne lå også i en voldelig fejde med den østjyske herremand Lage Brok i 1460-1475. Et af de mange stridspunkter i denne konflikt var bl.a. Lage Broks fæstebonde Anders Skade. Anders var formentlig møller for Lage, men var af ukendte grunde blevet fængslet på dennes herregård Harlevholm omkring 1461. En bonde med uvisse relationer til Anders, Christian Mortensen af Mesing, havde tilbudt Lage at ”borge”, altså kautionere, for at Anders kunne frigives, og føre hans sag for Erik Ottesen, da Skanderborg Len omfattede Harlevholm, eller på sit eget herredsting, som også hørte under lenet. Lage nægtede dette, hvorfor Christian klagede på Skanderborg Slot i oktober 1461.

Erik var ikke til stede da, men siden må han have reddet til Harlevholm og taget Anders i sin varetægt fra Lage Broks svende. Dette ses ud fra en række tingsvidner, som udstedtes på Hjelmslev herredsting i februar og marts 1462. Ifølge disse havde Erik fundet Anders fængslet på herregården, mens Lage Brok ville føre ham væk til sin anden herregård, Estrup. Dette ville ikke være i den lovmæssige retskreds, så derfor påstod Erik at han var nødt til at tage Anders i egen varetægt for at føre hans sag på det rette ting. Ifølge tingsvidnerne havde Anders tilbudt Lage Brok den nødvendige sum penge for at bøde for den forbrydelse, der fik ham fængslet, men uden at Lage på noget tidspunkt havde accepteret den.

Tingsvidnerne er ofte udstedt af Eriks egen slotsfoged, Jes Ulf, mens der også optræder en række selvejerbønder fra Mesing under Eriks beskyttelse ved forsamlingerne. Herved var der nok et element af juridisk teater i disse forsamlinger, som skulle få Lage Brok til at fremstå som en tyrannisk og urimelig herremand. Anders Skade var dog selv fæstebonde, hvorfor der i princippet ikke var nogen udefra, som måtte blande sig i retsforhold mellem ham og hans herremand. Ved at benytte sin position som lensmand kunne Erik påstå at han havde en vis bemyndigelse til at forsvare fæstebonden overfor sin egen herre, mens han også underminerede sin rivals autoritet. Den fortsatte relation med Øm i disse år ses desuden ved at klostret lagde hus til et møde mellem Erik og kong Christian i august 1466.

Fejden med Lage Brok kan måske også ses som baggrunden for en anden sag med Voer Kloster. I 1466-67 gjorde Lage Brok på de lokale ting krav på 2 gårde i Yding Sogn, som klostret mente det ejede. Her har han nok forsøgt at udfordre klostret i kraft af dets relation med Rosenkrantzerne, men gårdene tildømtes klostret af landstinget i 1472.

Senere år og fortsatte relationer

Kalkmaleri fra 1480'erne i Skanderup Kirke med våbenskjolde for Sophie (t.v.) og Erik (t.h.)

Rosenkrantzernes djurslandske herregård Bjørnholm var i sin tid tilsyneladende bygget på jord tilhørende Øm Kloster. Derfor måtte Eriks far Otte ride markskel sammen med abbeden Niels, altså markere grænserne mellem deres marker. Sidenhen gjorde Erik det samme med abbed Christian. Dette må have været i 1478, hvor Erik skødede en gård i Ålsrode i Djurs Sønder Herred til Øm Kloster. Et senere brev fra Øm i 1501 omtaler nemlig, at denne gård var erstatning for den jord, som Bjørnholm var bygget på. Som yderligere erstatning tilkendte Erik Øm rettighederne til hvert 20. træ i Rude skov og hver 20. fure i Rude mark (i Skjøring Sogn i Framlev Herred). Herved forløstes den potentielle ejendomsstrid forholdsvist gnidningsløst. Til gengæld opnåede Erik også, at munkene ville læse sjælemesser for ham og hans familie. I 1486 havde han også været med til at dømme gården Tammestrup til Øm Kloster.

I 1476 foretog Erik Ottesen et mageskifte med Voer, hvori han gav 2 gårde i Grumstrup for gården ”Nödeloff i Hald herrit” (umiddelbart Nølev i Hads Herred, men der fandtes også et Hald Herred) samt en gård i Bjerre Herred. Erik var også en af drivkræfterne i, at Voer blev optaget i Bursfelderkongregationen, et nordtysk forbund af benediktinerklostre. Kongregationen søgte gennem jævnlig kontrol og tilsyn at skærpe disciplinen og overholdelsen af Benedikts Regel i medlemsklostrene, og i 1488 var Erik optaget som et slags æresmedlem af dens broderskab.

Familie

Erik var gift med Sofie Henriksdatter (Gyldenstjerne). De fik sønnerne:

• Mogens Eriksen, døde i Italien på pilgrimsrejse, nok inden 1492
• Henrik Eriksen, døde som barn
• Knud Eriksen, død før 1492 i Italien
• Jørgen Eriksen
• Henrik Eriksen
• Niels Eriksen til Bjørnholm
• Otte Eriksen, død inden 1492
• Tønne Eriksen, død inden 1492
• Holger Eriksen til Boller, død 1496

og døtrene:

• Mette Eriksdatter, gift med Eskild Gøje til Gunderslevholm
• Kirstine Eriksdatter, gift med Jørgen Mikkelsen Rud
• Elsebe Eriksdatter, gift med Hans von Ahlefeldt
• Vibeke Eriksdatter, gift med Predbjørn Podebusk til Vosborg
• Karen Eriksdatter, abbedisse i Mariager Kloster
• Anne Eriksdatter, også bosat i Mariager Kloster
• Dorte Eriksdatter, død som barn

Bibliografi

Kilder

• Acta pontificum Danica. Pavelige Aktstykker vedrørende Danmark 1316-1536. Udg. Alfred Krarup og Johannes Lindbæk, København, 1908, nr. 5884-5885
• De ældste danske Archivregistraturer 1. Udg. T.A. Becker, København, 1854, s. 167, 185-187, 192, 222-223 og 252
• Simonsen, Lauritz Schebye Vedel. Samlinger til den fyenske Herregaard Elvedgaards Historie, 1. hæfte. Odense, 1845, s. 57-59

Litteratur

• "Skanderup Kirke. Hjelmslev Herred". Danmarks Kirker XVI. Aarhus Amt, bind 6, hæfte 32-33: Skanderup. Stilling. Fruering. Vitved, red. Kjeld de Fine Licht, Vibeke Michelsen og Niels Jørgen Poulsen, Nationalmuseet og Poul Kristensens Forlag, Herning, 1988-1989, s. 2881-2938
• Barner, Konrad. Familien Rosenkrantz's Historie I. Fra de ældste Tider til Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, København, 1874 (brugt til slægtstavle)
• Bøjstrup, Erik. ”Munke og adel i grænsestrid”. Østjysk Hjemstavn 68, Ry, 2003, s. 88-96
• Dahlerup, Troels. “Bursfelderkongregationen og Danmark. Et bidrag til Voer Klosters Historie i Senmiddelalderen”. Kirkehistoriske Samlinger 7:5, 1963, s. 63-77
• Garner, Holger Nielsen. Oratorium. Af Voer Klosters Historie. Mijøministeriets Udvalg for Kloster Mølle, 1984
• Netterstrøm, Jeppe Büchert. ”Erik Ottesen (Rosenkrantz), 1427-1503”. Danmarkshistorien.dk, sidst tilgået 29/3 2023, [1]
• Netterstrøm, Jeppe Büchert. Fejde og magt i senmiddelalderen. Rosenkrantzernes fejder med biskop Jens Iversen og Lage Brok 1454-1475. Landbohistorisk Selskab, Auning, 2012