Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Niels Ebbesen Skolen, bygningens historie

Fra Skanderborg Leksikon

Fil:2011.09.08_008_2.jpg

Niels Ebbesen Skolen, september 2011

Indholdsfortegnelse

Baggrunden.

Niels Ebbesen Skolen som institution i byen fortjener selvfølgelig at få sin historie fortalt, men her og nu skal det altså kun dreje sig om den bygning, der huser skolen, for den har bestemt sin egen historie, som også fortjener at blive fortalt. I løbet af 60'erne oplevede Skanderborg en voldsom tilvækst. Købstaden havde følt sig klemt inde mellem de omliggende sognekommuner, men den frivillige sammenlægning med Skanderup-Stilling i 1964 gav jord til nye, nødvendige boligområder, og udsigten til at få statsinstitutionen Vejdirektoratet til byen satte for alvor skub i planlægningen. Højvangen skulle således være ét af de nye boligområder, og her indgik det i planerne, at der skulle være såvel børnehave som folkeskole og gymnasium. Arkitekterne Friis og Moltke fik lov at tegne Skanderborg Amtsgymnasium, mens det lokale arkitektfirma Sparre og Strange fik folkeskolen som deres opgave. De måtte godt kigge lidt på gymnasiet, inden de gik i gang. Kravet var altså ikke et nødtørftigt byggeri. Man måtte godt tænke lidt stort, så det gjorde man. Skolen står stadig med flere m2 per elev, end de fleste andre skoler har.


Det ydre.

Hovedfløjen, der rummer faglokalerne, de ældste elevers klasser, kontorer og tandklinik, og østdelen, hvor der var musiklokale, bibliotek, aula, kantine og idrætsfaciliteter, fik facader mod nord, vest og øst i mørkebrune mursten i store vinduesløse partier, afsluttet opadtil med en blank betonkant, mens der på sydsiden næsten udelukkende var vinduesflader. Blok V, der skyder sig sydpå fra hovedfløjen, bestod af to rækker klasselokaler over for hinanden, men skubbet ud til siderne, så der imellem dem under taget blev plads til en række toiletter og depotrum, og derudover ret store indendørs friarealer til gruppearbejder og andre aktiviteter. Alle klasser i Blok V har vinduer på hele den udvendige langside. Sidst i 60'erne mente man nok, at man kunne bygge med flade tage og alligevel sikre, at de var tætte, så alle tagflader blev altså lavet uden hældning, beklædt med tagpap og afsluttet med et lag strandsten.


Det indre.

Stilen inden døre var lidt rå. En del vægflader stod i den bare beton med åretegning fra forskallingsbrædderne som pynt. Som det blev fremhævet: Betonvæggene er vedligeholdelsesfri! Under loftet i hovedfløjen (Den Lange Gang) var de store rør til ventilation m.m. synlige, og alle loftsflader i alle klasselokaler bestod af støbte, buede, men umalede betonplader. Indvendig blev alle gulve beklædt med nålefilt. For vinduerne blev ophængt både tykke mørklægningsgardiner og lyse, stribede gardiner til almindelig brug. Under lofterne kom der en række ”lydskot”, der dels skulle tjene til ophæng af lamper, dels ved en beklædning med karlit skulle forbedre lydforholdene i lokalerne. De ”faste” møbler, garderober og skabe til opbevaring, var bygget af gule, lakerede spånplader, og de var tænkt mobile, - selv modulet med vandhanen og håndvasken! I opbygningen var møblerne gjort fleksible – et nøgleord på den tid! Med en unbrakonøgle kunne hylder flyttes op eller ned, og alle elementer kunne stå enkeltvis, eller de kunne kobles sammen og danne skillevægge! Skolemøblerne til de mindste elever var helt almindelige, mens de ældste elever fik stole af samme slags, som man brugte til stolerækkerne i aulaen, nemlig en kantinestol fra den lokale stålmøbelfabrik. Og så skulle der ellers fyldes godt op med alt det nødvendige udstyr i faglokalerne!


Den første tid.

Skolen nåede desværre ikke at blive klar, til eleverne kom efter sommerferien 1973. Byggeriet var forsinket i nogen grad. Faktisk kunne man ikke flytte ind før i oktober – ved efterårsferietid. Indtil da blev en nødplan iværksat: På det endnu ikke asfalterede parkeringsareal oven for skolen rejstes et antal ”sølvbryllupsbarakker”, én per klasse plus én til kontoret. Klasserne brugte så nogle af de første dage til at udsmykke barakkerne, så de kunne passe ind i det miljø, som helheden faktisk lignede: En cowboy-landsby! Hver dag holdt et udrykningskøretøj fra det lokale brandvæsen på pladsen, så man kunne gribe hurtigt ind, hvis det skulle vise sig nødvendigt – hvad det heldigvis ikke blev!

Indflytningen.

Efter efterårsferien skete indflytningen, og alle var glade og nød de luksuriøse forhold: God plads til alt og alle, hver klasse havde sit eget toilet, og der var veludstyrede faglokaler og helt moderne audiovisuelle hjælpemidler af alle slags til rådighed. Desværre begyndte problemerne at melde sig, allerede inden det første år var gået.

Der kommer vand.

Det flade tag viste sig at være en lille smule utæt. I vinterens løb kom der dryp hist og her, og en tid troede man, at det måtte have at gøre med elevers utilsigtede færdsel (fx boldhentning) hen over strandstenene. Skarpe kanter på stenene måtte have skåret huller i tagpappet, så vand kunne samle sig derunder og finde utætheder mellem betonpladerne. Strandstenene blev derfor fjernet, og tagpappet blev nøje gået efter i sømmene, men desværre løste det ikke problemerne. Eleverne skulle altså ikke have skylden! Mens man ventede på at finde en løsning, blev der opstillet spande overalt, hvor det forventedes, at vand ville dryppe, men det var upraktisk at skulle flytte møblerne derefter, så pedellerne ophængte store plastikduge under loftet, så vandet kunne ledes ud til siderne, hvor murerbaljerne så var anbragt. Tømningen af baljerne kostede i visse perioder mange mandetimer. Det viste sig, at de betonelementer, der dannede tag over klasselokalerne, kunne bue så meget, at der dannede sig vandpytter, som ikke kunne finde hen til nedløbsrørene. Disse konstante vandpytter sneg sig efterhånden ned gennem tagpappet ad miskroskopiske utætheder. For hovedfløjens vedkommende blev det forsøgt at løse dét problem ved, at der i hvert klasselokale blev boret hul i loftet præcis i centrum af vandpytten, hvorefter der opsattes et afledningsrør hen under loftet i lokalet. Det hjalp noget, men det løste desværre ikke problemet. Det så dog bedre ud end plasktikdugene og baljerne. En utilsigtet virkning var, at der i nogen tid efter hvert regnskyl kom en rislende lyd fra loftet, hvilket naturligvis ikke skulle forstyrre undervisningen! Problemerne med det dryppende vand i klasserne bevirkede, at det oprindelige tæppebelagte gulv måtte opgives. Der opstod spontant svampekolonier i nogle af de konstant fugtige områder på gulvet, og vittige elever såede karse sammesteds – med held! - så tæpperne måtte erstattes med linoleum. Herved ændredes lydforholdene i lokalerne noget, men det måtte man leve med. Tagene på Blok V, men også på Blok VI (som var kommet til et par år efter starten - med samme tag som Blok V) var trods flittige besøg af tagfolk stadig ikke tætte, men her bestod løsningen i at lægge skråt afskårne isoleringsblokke på hele tagfladen, løfte ovenlysvinduerne op i den nye højde og lægge nyt tagpap på, så tagene nu havde en beskeden hældning fra midten og ud til siderne. Det løste problemerne her.

Karlit er skidt!

Nogle få år efter skolens start viste forskning i byggematerialer, at det temmelig udbredte materiale karlit var ret sundshedsfarligt. Begge sider af de på tværs af alle klasser med halvanden meters mellemrum ophængte lydskot var beklædt med karlit. Den lyddæmpende virkning var fortræffelig, og materialet var nemt at arbejde med. Det vidste pedellerne, som regelmæssigt savede nye stykker til, når store drenge i kådhed var hoppet op for at vise, hvor store de var blevet. Beviset for dem var et knytnævestort hul i pladen, som så måtte skiftes ud. Den generelle udskiftning med baggrund i den nye viden lod imidlertid vente på sig. Så længe, at elevrådet iværksatte en demonstration mod karlit: En formiddag blev al undervisning forlagt til sportspladsen. Politikerne hørte nødråbet, og borgmesteren kom op forklarede, at ”ting tager tid!” - men udskiftningen kunne man altså godt regne med! Nu blev al karlit fjernet fra skolen. I alle lydskottene blev erstatningen troltex, et materiale, hvori hovedbestanddelen var træuld, bundet sammen med cement. Det virkede næsten lige så godt som karlit. I aulaen, hvor loftsbelysningens lamper var ophængt på kvadratiske plader, 2 x 2 meter store, beklædt med karlit, afstod man fra en udskiftning. Pladerne dér skulle være tilstrækkeligt forseglede med lak, og der hoppede eleverne altså ikke op og gjorde skade! Det næste udskiftningsprojekt kom, da man fik set nøjere på ventilationsanlæggets store hjul, der under langsom rotation fik den ene halvdel opvarmet af udblæsningsluften, for så i den videre rotation at afgive denne varme til indblæsningsluften. Hjulene var lavet af noget, der var lige så slemt som karlit. Afløsningen var lavet af stål. Også de gule spånplademøbler var under mistanke for at bidrage til et dårligt indeklima på skolen. De skulle efter sigende afgive formaldehyddampe, og det er heller ikke sundt. Imidlertid mente man, at pladernes afsluttende behandling med lak skulle kunne forhindre afgivelsen af dampe, så møblerne blev ikke skiftet ud.

Hovedfløjen renoveres.

Problemerne med dryppende vand i hovedfløjen ville ingen ende tage. Om de skyldtes tjærepappet eller ovenlysvinduerne var svært at få hold på, men i 2009 satte man sig for, at nu skulle hovedfløjen tørlægges! Der blev udarbejdet en plan, efter hvilken alle vinduer, også ovenlysvinduerne, skulle udskiftes, tagenes belægning fornyes, og gangarealet uden for klasselokalerne skulle befries for det kælderpræg, det altid havde haft – trods de forsøg, der gennem tiden var gjort med friske farver og andet. Arbejdet skulle udføres i 2010 med forventet afslutning inden jul. Da arbejdet var godt i gang, og man var kommet et stykke hen i sommerferien 2010, var man udsat for et heftigt skybrud, og et sammenslag af uheldige omstændigheder ved arbejdspladsens afdækning oventil og forskelligt andet betød, at hele hovedfløjen blev gjort fuldstændig utilgængelig. Kontorer, tandklinik, faglokaler, klasselokaler, toiletter og sikringsrum stod alle med gennemvåde, opsvulmede gipsvægge og flere centimeter vand på gulvet. Også faglokalernes smukke trægulve var uopretteligt ødelagte. Den megen fugt afstedkom ydermere et voldsomt angreb af skimmelsvamp. Det tagdækkerfirma, der ikke havde forudset skybruddet, måtte kaste håndklædet i ringen, og en ny underentreprenør kom til. Tandklinikken lukkedes, kontorerne fik rådighed over et par containere og et par barakker, lærerværelset blev nedlagt, en del af undervisningen blev forlagt til endnu et antal barakker, mens 7. årgang for en tid fik fælles klasselokale i aulaen. Hele hovedfløjen blev lukket af for alle andre end folk med sikkerhedssko, hjelm og åndedrætsværn.

                            Fil:2011.09.08 012-2.jpg
                    Frede Christoffersen, 1977. Bemærk skaden i nederste kant.

Måske var det et sprogligt problem, der forårsagede det næste uheld. En del af arbejdsstyrken var ikke dansk, så man har skullet bruge tolk, og så udtrykker man sig måske lidt for kortfattet. For at få fjernet de våde vægge har man på forhånd skullet have alt skolemateriel ud af lokalerne. ”Alt skal ud!” lød den kortfattede melding, og så kom alt ud! Også de to billeder over nedgangene til Blok V og VI, Frede Christoffersens værker, der kom op omkring 1980. De sad godt fast på væggene, men ned skulle de, og det kom de så ved hjælp af koben og lignende værktøj. Det første faldt ned og ramte i faldet den betonkant, der afgrænser trappen der. Billederne er ikke indrammede, så den nederste kant i billedfladen gik noget i stykker, men det betød ikke øget forsigtighed ved nedtagningen af det andet billede, der fik præcis samme tur. Billederne blev af arbejderne anset for at være værdiløse, formentlig elevarbejder, så man var på vej til affaldsscontaineren med dem. Det så imidlertid en af pedellerne, der straks greb ind, og nu er der så håb om at Kunstmuseet ARoS vil forestå en restaurering. Billederne omtales i kunstleksika som hørende til blandt kunstnerens hovedværker.

I den udvendige renoverings sidste fase skete det forhåbentlig sidste uheld. De nye ovenlysvinduer var allerede monteret, da tjærepappet skulle brændes på plads. Vinduesmontørerne og tagdækkerne har åbenbart ikke talt sammen om nødvendige sikkerhedsforanstaltninger under arbejdet, for en del af dampspærrerne ved vinduerne blev desværre brændt af.

Vinteren igennem blev der arbejdet på først at fjerne fugten og den deraf følgende skimmelsvamp, så kom de nye vinduer plads, skillevægge blev igen rejst, og gulvene fik linoleum i friske farver. Der kom ikke lydskot op igen, men der kom ny, automatisk belysning op overalt, ligesom der også kom automatik på vandhaner og håndtørrere på toiletterne. Vægtavlerne blev afløst af computerstyrede ”Smart Boards”, og ”Den Lange Gang” fik et helt nyt design med plads til gruppearbejde uden for hvert lokale og ”lockers” til alle elever. Det kom så vidt med arbejdet, at de ældste elever kunne genindtage lokalerne fra 1. februar 2011, og det forventes, at skoleledelsen og lærerne også kan komme på plads umiddelbart efter sommerferien 2011.

Konklusion.

Det er ikke muligt entydigt at anbringe skylden for skolens problemer nogetsteds. I 1970 var der endnu ikke indhøstet så mange dårlige erfaringer med flade tage, at byggeriet her skulle have været forhindret, og det må også indrømmes, at der er både god stil og tyngde over bygningskomplekset, som det står. Karlit var et prisbilligt materiale med mange gode egenskaber. Desværre også et par dårlige, hvad man absolut ikke vidste for fyrre år siden. Skybruddet i 2010 var bestemt ikke forudset, så det må næsten kaldes et hændeligt uheld, når det lige kom, mens taget var under bearbejdning. Alle ærgrelser til trods, så vil man nok kunne enes om, at uheldene ikke har kunnet hindre, at eleverne på skolen har haft gode år i huset og tager gode minder med derfra, lige som også alle ansatte har haft gode kår at arbejde under. Efter fyrre års trængsler skulle alt nu være i den bedste orden, så skolen uden nævneværdige problemer kan klare sig igennem de næste fyrre år. Lykke til med det!

Nils Jørgen Rasmussen, Lærer på Niels Ebbesen Skolen 1976 - 2005

Powered by MediaWiki