Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Poul Langballe

Fra Skanderborg Leksikon

Proprietær Poul Langballe fra Mallinggård druknede på tragisk vis i 1901 under forsøget på at redde en dreng fra druknedøden.

Mallinggård ca. 1885. Proprietær Poul Langballe står i lys frakke i midten af billedet

De fleste, der har gået en tur i Skanderborg Dyrehave, har sikkert bemærket den for nylig fritlagte mindesten over Poul Langballe, der står placeret bag søbadeanstalten.

Inskriptionen lyder: Drengen fra døden frelse han ville, satte selv livet til.

Tider skal svinde, slægter forgå, manddomsdåd skal evigt bestå.

Indholdsfortegnelse

Frygtelig ulykke

Hændelserne, der ligger til grund for mindestenen fremgår af avisartikler fra dengang. Skanderborg Amtsavis skriver den 22.januar 1901 under overskriften: Frygtelig ulykke.

Ved redaktionens slutning får vi meddelelsen om en meget sørgelig begivenhed, som for en times tid siden er foregået udenfor byen. En lille dreng falder i isen, og under forsøg på at redde ham, drukner både drengen og redningsmanden. Kl. 6 meddeles det os, at begge ligene er fundet og genkendt.


Dagen efter uddyber avisen ulykken i en stor artikel:

De to små drenge, den 12 årige Frederik og den 10 årige Valdemar havde været i skoven for at samle grankogler, som de ville køre hjem på deres slæde over isen . En tid kørte de i strandkanten, men da der stod vand over isen, gik de udenfor rørerne. Derved kom de ud på is, der kun var fra den foregående nat. Og den kunne naturligvis ikke bære dem. Frederik faldt helt igennem, og kunne ikke komme op. Valdemar sprang derimod straks til siden, ned på den gamle stærke is, så han kun fik våde fødder. Her stod han i sivene og råbte og hjælp, og i det samme kom Propritær Langballe gående på stien i skoven langs søkanten. Drengen løb nu videre ind i skoven for at tilkalde et par mænd de stod og skar siv i nærheden af udsigtsbænken, og han så da Langballe gå ud på isen for at komme drengen til hjælp. Hvad der videre er sket kan man kun slutte sig til.

Mindestenen 2001

Avisen formoder, at Langballe har taget frakken af og forsøgt at trække drengen op, hvorefter isen er bristet under ham, og så er han også faldet i det kolde vand.

Artiklen fortsætter :

Man kunne endnu ca. ½ time efter, da de mænd drengen havde tilkaldt, kom til stede, kunne de se en arm over isen. Man kan således slutte at Langballe har kæmpet en hård kamp, før han er bukket under. Han var en god svømmer, men dette har jo ikke kunnet hjælpe, og i den tunge vinterdragt har det ikke været ham muligt at komme op på isen igen. Både hans og drengens hænder er skårne af isen under den fortvivlede kamp for at komme op.

Herefter bjærgede folk fra byen i løbet af et par timer ligene og førte dem til sygehuset. Langballes ur er gået i stå klokken 6 minutter over 3.

Ulykken skete omkring 200 m fra land på 2,5 til 3m dybde, formentlig lige ud for det sted hvor søbadeanstalten ligger.


Hvem var Poul Langballe?

Poul Langballe var proprietær på Mallinggård. Han var søn af en storkøbmand i Århus. Han lærte landvæsen og bestyrede en gård i Grundfør for faderen, indtil han i 1882 købte Mallinggård.

Mallinggård var en anseelig gård, på hvis jorder en stor del af Højvangen nu er bygget, mens gårdens bygninger nu rummer menighedshus, fritidshjem og observationsskole og flere andre ting.

Poul Langballe havde bestridt flere offentlige hverv. I en periode var han som Højremand formand for Skanderup-Stilling sogneråd, han var medlem af tiendeafløsningskommisionen, medstifter og bestyrelsesmedlem af Banken for Skanderborg og Omegn m.v.

Han nød også respekt i Venstrepressen. Amtsavisen skrev i nekrologen:

Stor var sorgen overalt i byen, da det rygtedes, at to mennesker var druknede, og større blev den, da man fik at vide, at den ene var Langballe, thi han var jo kendt af alle, og det kan man trygt sige, han var skattet og afholdt af alle.

Det er ikke her pladsen at opremse alle Langballes fortjenester. Men vi må have lov at sige, at det er en i ordets bedste betydning, god dansk mand, der her er gået bort. Han var en særdeles dygtig landmand, der drev sin store gård med megen dygtighed, hans rige åndsevner har der været lagt beslag på i det offentliges tjeneste under omtrent alle de former, som kan tænkes forenede med hans sociale stilling, og for sin familie var han den kærligste og omhyggelige mand og fader. Han var en nobel, ridderlig og pligtopfølgende karakter, en virkelig mand – DER OFREDE DIT LIV FOR EN ANDEN.

En smukkere, mere ærefuld død kan vanskelig tænkes. Dette må være hans efterladte nogen trøst i deres tunge sorg. Langballe var henimod 60 år. Søen kræver hvert år sine ofre – i år har den fordret et særligt stort.

Mindestenen 1920.






Heltedigt

Et par dage senere bringer avisen et digt, hvor to af versene lød:

Udelangs søens rørkant

ser man to drenge glide

frejdige på slædefart

tæt ved hinandens side

isen brister – til land, til land

for at nå ind til sivenes rand

spænder de nu hver sene

og det lykkes kun for den ene.


Manden har ingen dødsfrygt

agter dog liv ej ringe

han ved kun, at en er stedt i nød

og redning han må bringe

frem over isen han går i hast

et brag, og broen, den svage brast

forgæves imod han strider

og ned i dybet han glider.


Begravelsen blev den største fra Skanderup Kirke i mands minde.

Der kommer forslag i den konservative Århus Stifttidende om at rejse en mindesten, og denne opfordring bakkes op i Ventrepressen, og efter nogen diskussion bestemmes det, at rejse stenen ud for ulykkesstedet i Dyrehaven.


De to sivskærere

Et spørgsmål står dog tilbage. De to mænd, der først nåede frem til ulykkesstedet, hvor drengen Frederik og proprietær Langballe var faldet gennem isen, var to rørskærere, som den lille dreng Valdemar fik tilkaldt, mens de stod og skar rør ved Udsigten. De udviste en helt igennem besynderlig adfærd. Hvorfor gjorde de det?

Skanderborg Amtsavis skriver den 22.januar 1901:

De to sivskærere forsøgte at gå ud på isen, men vendte om, da de mærkede, den var usikker, og gik derefter bort. Deres adfærd synes ikke at være helt dadelfri. Til rørskæret havde de selv en båd, men den hentede de ikke. Knap 50 alen fra ulykkesstedet lå en fladbundet båd, hvilket man må formode, at de to mænd vidste. Da de første folk fra Skanderborg, der også var tilkaldt af den lille Valdemar, kom løbende ud til stedet, mødte de de to mænd, som var på hjemvejen og ikke engang fandt anledning til at følge med og vise de ankomne, hvor ulykken var sket. De udtalte kun, at man let kunne se, hvor det var, thi der lå en hat på isen og en slæde flød på vandet. Så så ingen mere til de to mænd.

Det er sandsynligt, at Langballe havde de to rørskærere ansat, og at han netop var i skoven for at tilse rørskæringen. Langballe havde økonomiske problemer, da han havde købt Mallinggård for dyrt. For at bøde på problemerne havde han kastet sig over rørskæring som en mulig ekstra indtægt.

De to rørskæreres opførsel kunne antyde at nekrologen og efterskriftets lovord om den flinke Poul Langballe, ikke helt deltes af alle.

Om det hænger sådant sammen eller ej er Poul Langballe et eksempel på total næstekærlighed. Langballe gav uden forbehold sit liv for at redde sin næste, ikke en ven eller standsfælles, men derimod en fattig enkes lille dreng.


Kilder:

Skanderborg Amtsavis 1901.

Peter Stenstrup Holm i Sogneradio. Skanderborg Historiske Arkiv.

Powered by MediaWiki