Skanderborg

Skanderborg er opstået omkring Skanderborg Slot, men Skanderborgegnen har med sine rige jagt- og fiskerimuligheder tiltrukket mennesker længe før købstaden blev til. Ved bredden af Skanderborg Sø er der fundet levn fra stenalderfolk, der levede for 6.000 år siden, og i Illerup Ådal er der gjort enestående jernalderfund med våbenofringer fra år 200-400 e.Kr.

Skanderborg Slot

Til forsvar af Nørrejylland mod en sydfra kommende fjende var egnen strategisk velbeliggende, og på en ø i søen mellem Storesø og Lillesø rejstes i 1200-tallet en kongelig borg, Skanthorpburg. Navnet kom fra den nærliggende landsby Sklandethorp eller Skanderup, hvor man i 1100-tallet byggede en kirke. Borgen var ikke imponerende i begyndelsen, kun et tårn, men senere kom der ringmur og andre bygninger til. I den ældre middelalder havde borgen stor betydning og omtales ofte i forbindelse med store militære og politiske begivenheder, som vi kender dem fra folkeviserne om dronning Dagmars død, mordet på Erik Klipping, og Niels Ebbesens fald.

Efter en periode med stilstand tog udviklingen på borgen for alvor fart, da den jagtglade Frederik II i lange perioder opholdt sig her og i 1570´erne omdannede den gamle borg til et tidssvarende renæssanceslot. ”Han ville bygge og befæste slottet”, og her fødtes hans og dronning Sophies datter Anna, der siden blev dronning af England.

Købstadsrettigheder og krongodsauktionen 1767

Slottet gav arbejde til mange mennesker, og der opstod et lille bysamfund tæt ved. I 1583 gav Frederik II de købmænd og håndværkere, der ønskede at bosætte sig og drive næring i den lille bebyggelse, købstadsrettigheder. Slot og by har således meget at takke Frederik II for.

Sønnen Christian IV tilbragte flere perioder på slottet, men under hans regeringsperiode begyndte dens forfald. Reparationsudgifterne var store, og efterfølgende konger som ChristianV og Frederik IV lod en del af det gamle slot nedbryde. Slottet blev ombygget, og selvom det var her, at Frederik IV giftede sig med Anna Sophie Reventlow til venstre hånd, var dets storhedstid uigenkaldeligt forbi. Kongerne foretrak at bo nærheden af hovedstaden, og i 1767 blev krongodset solgt på auktion. Slottet blev nedbrudt året efter, og kun slotskirken blev stående tilbage som sognekirke for købstaden.

Livet havde hidtil gået sin stille gang i Skanderborg, der var mere landsby end købstad. Landbruget var dominerende, og der var en del håndværkere, men handelen havde det svært. Byen lå noget afsides med dårlige forbindelser til omverdenen, fordi handelsvejene gik udenom, og omegnens bønder ofte foretrak at sende deres varer til nabobyerne Århus og Horsens.

Det hjalp noget på handelen, at nogle heste- og kvægmarkeder blev flyttet til byen, og at Skanderborg med oprettelse af rytterdistrikterne blev garnisonsby. En stor bybrand i 1746 var dog et slag for købstaden, men værst var det, at slottet, som byen skyldte hele sin opståen og eksistens, blev nedrevet, og rytterdistriktet nedlagt i 1767. Indbyggertallet faldt, og den lille by var i en alvorlig overlevelseskrise.

Landevejen og jernbanen

Redningen kom i 1837, da den nye landevej op gennem Jylland blev ført ind gennem Skanderborg. I 1868 kom jernbanen til byen, og da Skanderborg i 1871 med åbning af Silkeborgbanen oven i købet blev knudepunkt i det nye trafiknet, blomstrede byen op. A. Bloms fabrik for landbrugsmaskiner blev den store arbejdsplads i en by med store hestemarkeder, dampbrænderi, andelssvineslagteri, gasværk, amtssygehus og amtsforvaltning. Byen begyndte at vokse, men dens areal var fra begyndelsen ikke stort, og kommunegrænserne satte snærende bånd på den videre udvikling. Krisen i 1930´erne ramte det lokale erhvervsliv hårdt, men en aftale i 1933 om leje af gården Sølund til en institution under åndssvageforsorgen gav nye arbejdspladser. På trods af, at heste- og svinemarkederne var på retur, lykkedes det at fastholde landboernes interesse for byen som handelsby dels ved ungskuerne fra 1928 til 1936, og senere med etableringen af landboauktionen ØLA i 1963.

Kommunesammenlægningen 1963 og 1970

Kommunesammenlægningen med forstadskommunen Skanderup-Stilling i 1963 og sammenlægningen i 1970 med sognekommunerne Hylke, Fruering-Vitved og Ousted-Tåning afsluttede kampen om oplandet til byerne og gav Skanderborg nye udviklingsmuligheder. Byen måtte dog opgive at være centrum for amtsforvaltningen, men den udviklede sig fysisk voldsomt. Bykernens udseende ændrede sig, og boligkvarterer skød op i den vestlige del af byen og tilsvarende kvarteret Skanderborg Øst og Højvangen med industri, institutioner og boliger.

Fortsættes..

Kilde:

Leif Juul Pedersen: Skanderborg i gamle postkort. 1996.