Navigation | Vedligeholdelse | Seneste ændringer | Sidelister | Værktøjer |
Personlige værktøjer
Gl. Rye Flyveplads
Fra Skanderborg Leksikon
(Oprettede siden med '”Verdens smukkest beliggende flyveplads” var der engang en journalist på Silkeborg Avis, der skrev om Gl. Rye flyveplads. I dag er der stadig smukt, men flyveplads er der …') |
|||
Linje 97: | Linje 97: | ||
- | === Gl. Rye | + | === Gl. Rye Flyveplads som flygtningelejr === |
Versionen fra 11. jul 2012, 11:34
”Verdens smukkest beliggende flyveplads” var der engang en journalist på Silkeborg Avis, der skrev om Gl. Rye flyveplads. I dag er der stadig smukt, men flyveplads er der ikke meget af. Gl. Rye Flyveplads´ historie starter i 1935 og slutter egentlig i 1945.
Indholdsfortegnelse |
Gunnar Larsens rolle.
Flyvepladsen blev anlagt i 1935 af Gunnar Larsen, der var direktør i cementkoncernen F.L. Smidth og Co. Gunnar Larsen blev i den brede offentlighed kendt, da han blev minister i Staunings samlingsregering i 1940.
Gunnar Larsen var meget flyinteresseret, en interesse han havde fået under et længere ophold i USA i 1920erne. Han boede, da han overtog direktørjobbet i F.L. Smidth og Co i 1935 på skovgodset ”Højkol”, der ligger på nordsiden af Salten Langsø, og for ham var det vigtigt hurtigt at kunne komme både til Ålborg og København. Derfor lod han flyvepladsen anlægge på ”Højkol”s jord syd for Salten Langsø.
Gunnar Larsen var selv pilot og ejede en de Havilland D 87 Hornet Moth, som han i 1938 skiftede ud til en Focke Wulff Fw 58 Weihe, der var et to-motorers fly, som egentlig var bygget som træningfly for Luftwaffe. Han fik på pladsen bygget en hangar, så flyet kunne stå under tag, når det ikke blev benyttet. Dertil blev der bygget et værkstedsskur. Selve start- og landingsbanen var anlagt med græs og blev markeret med røde og hvide skilte.
Gunnar Larsen var ud over en driftig erhvervsmand inden for cementindustrien også en foregangsmand inden for luftfarten. I 1937 blev han således valgt som bestyrelsesformand for DDL (Det Danske Luftfartsselskab).
Fra privat til offentlig flyveplads
I 1938 ønskede DDL at udvide sit indenlandske rutenet med en rute ned gennem Jylland med endestation i Hamborg. Aarhus indgik i disse planer, men her havde man ingen flyveplads og var heller ikke lige til sinds at etablere én, så planerne var lige ved at lide skibbrud. Her trådte Gunnar Larsen så til. DDL kunne benytte hans private flyveplads i Gl. Rye. Pladsen blev udvidet og forbedret, og for at man kunne finde stedet, blev der lavet en stor hvid cirkel på pladsens midte. Endelig blev der indlagt telefon.
DDL startede beflyvningen af pladsen den 1. juni 1938. Pladsen blev dog kun brugt, når der var anmeldt passagerer eller gods. Passager- og godsmængden var da også beskedent.
Besættelsestiden
Gl. Rye Flyveplads´ tid som civil flyveplads fik en meget brat afslutning den 9. april 1940, hvor pladsen blev overtaget fuldt og helt af tyskerne.
Allerede samme dag kom de første fly til pladsen. Det drejede sig af fly af typerne Junkers Ju 52 transportfly og Messerschmidt Mf 110 jagerfly. I dagene derefter fulgte betydeligt flere. Årsagen til at tyskerne var interesseret i Gl. Rye Flyveplads var felttoget i Norge. Her spillede flyvepladsen i Ålborg en vigtig rolle, men Gl. Rye fik også en rolle, hvis Ålborg enten skulle blive overbelastet eller ødelagt af englænderne.
I slutningen af april blev flyvepladsen især benyttet til at flyve benzin og olie til Stavanger, således at de tyske tropper kunne få de nødvendige forsyninger til at føre felttoget mod nordmændene og englænderne til ende. Det var op til 35 fly af typen Junkers Ju 52, der fragtede denne last.
Der kom omtrent samtidigt også en anden flytype til pladsen, nemlig bombefly af typen Heinkel He 111. Flyene hørte egentlig til i Schlesvig, men de blev rykket til Gl. Rye så 19 fly den 1. maj kunne foretage bombeangreb på Molde ved Romsdalsfjorden, hvor englænderne efterhånden var blevet trængt ud i forbindelse med kampene i Norge.
Englænderne var således hårdt trængt i Norge, og derfor forsøgte de at forhindre tyskerne i at flyve ved at bombe de vigtigste flyvepladser, og her mente englænderne, at Gl. Rye var den fjerdevigtigste efter Sola (ved Stavanger), Fornebu (ved Oslo) og Ålborg.
Bombeangrebet den 2. maj 1940
Englænderne overfløj flyvepladsen den 30. april med to fly for at se, hvad der foregik på pladsen. Englænderne mente ud fra de fotos, der blev taget, at der sandsynligvis var ca. 20 stk. Heinkel He 111 på pladsen, nemlig de fly, der dagen efter bombede Molde.
Ud fra dette blev det besluttet, at Royal Air Force skulle bombe flyvepladsen i Gl. Rye den 2. maj 1940 sidst på aftenen. Angrebet skulle gennemføres i tre bølger.
Første bølge bestod af 6 fly af typen Bristol Blenheim, der var et let bombefly. Flyene skulle primært bombe pladsen med brandbomber, så de efterfølgende fly i mørket kunne se, hvor sprængbomberne skulle placeres.
Bomberne blev kastet, dog uden større virkning. Der opstod en del brande rundt på pladsen, men ingen af brandene fik rigtig fat, og det lykkedes forholdsvis hurtigt for tyskerne at få brandene slukket. Alle angribende fly vendte uskadte tilbage til basen.
Anden bølge bestod af 6 fly af typen Vickers Wellington, der var et middeltungt bombefly. Hovedparten af flyene var ikke i stand til at finde flyvepladsen, og de fleste af flyene vendte om uden at have smidt deres bombelast. At det gik sådan skyldtes formentlig, at det var lykkedes tyskerne at slukke brandene og undlade at skyde på flyene, som i nogen tid kredsede over området. Tredje bølge bestod også af 6 Vickers Wellington bombere. De fleste af disse fly smed deres bomber, men det skete mere eller mindre i blinde. Ved afslutningen af angrebet blev der affyret enkelte maskingeværsalver efter flyene, men igen søgte tyskerne at dække sig bag en effektiv mørklægning og manglende reaktion. Alle fly vendte også her tilbage til basen.
Resultatet af angrebet var særdeles ringe. Kun 7 ud af 12 fly fik kastet deres sprængbomber, og kun en del brandbomber virkede. Der blev nogle enkelte huller i start- og landingsbanen, og de blev hurtigt fyldt op. En tankvogn blev gennemhullet af sprængstykker og en person på pladsen såret.
Ellers faldt bomberne meget tilfældigt i omegnen. Herved blev flere huse beskadiget, en højspændingsledning ødelagt og en person såret.
Bombardementet havde dog skabt en vis nervøsitet inde i Ry, hvor der stod en række benzintankvogne på stationsarealet.
Bombningen af pladsen natten til den 3. maj blev det eneste angreb på pladsen. Englænderne vurderede efter den norske kapitulation ikke længere pladsen som et vigtigt mål, og den blev da også kun i begrænset omfang benyttet af tyskerne i de efterfølgende år, selv om den blev udbygget på forskellig vis.
Flyvepladsen 1940-45
Allerede kort efter besættelsen byggede tyskerne et større værksted i tilknytning til hangaren samt en brandstation. Endvidere blev der opført et mindre flyveledertårn ved siden af hangaren. Hele dette kompleks blev ret hurtigt sløret med sløringsnet, så komplekset kom til at fremstå som en lille bakke.
Derpå blev der bygget mandskabsbarakker, køkkenbarakker, bunkers og lagerbarakker til f.eks. ammunition og bomber. De sidste blev delvist nedgravet, så de var sværere at ramme. For at lette transporten rundt på det ret store område, blev der anlagt en betonvej og en smalsporsjernbane med tilhørende betonrampe. Inde ved Ry station blev en lignende rampe opført, så materiel kunne køres på lastbil (vognbjørn) fra Ry til flyvepladsen, og derfra med jernbanen fragtet ca. 1200 meter ind i området til de forskellige lagerbarakker.
Omkring hele området blev der opført et to meter højt pigtrådshegn. Det var et ret stort område, nemlig ca. 200 hektar.
Selve flyvefeltet blev dog ikke ændret, men rundt om på flyvepladsen blev der opført en række antiluftskytsstillinger og maskingeværstillinger. Og endelig blev der anlagt nogle forholdsvis store minefelter.
For at undgå at fly stod ubeskyttede på pladsen blev der etableret et mindre antal felthangarer, som var en slags fordybninger i jorden, således at fly var beskyttede af jordvolde.
Efter den norske kapitulation og udbygningen af dels Ålborg og i særdeleshed anlæggelsen af Fliegerhorst Grove (Karup), mistede Gl. Rye flyvepladsen sin betydning for tyskerne. Der var resten af krigen aldrig konkrete flyenheder fast stationeret på pladsen. Pladsen blev udelukkende anvendt til mellemlandinger, nødlandinger og uddannelsessted. Fra 1942 og frem var her en gymnastikskole (Luftwaffensportsschule Rye) og skole for svæveflyvning.
Der var således hele tiden liv omkring flyvepladsen, og det skønnes, at der under hele besættelsen permanent var omkring 12-1500 personer tilknyttet flyvepladsen og flyverskolen. Og så gav arbejdet med bygning af veje, bunkers, shelters m.m. jo en del arbejde på egnen.
Befrielsen
Befrielsen den 5. maj ændrede ikke det store på egnen. Først den 15. maj kom englænderne til Ry og først den 25. maj 1945 forlod de sidste tyske soldater Gl. Rye flyveplads.
Der var nu et større oprydningsarbejde. Der var f.eks. udlagt knap 7.000 fodfolksminer rundt om flyvepladsen, og ifølge kapitulationsbetingelserne skulle tyskerne selv fjerne dem, hvilket mandskabet på pladsen ikke var uddannet til. Så den 18. maj mistede en tysk dreng, der hjalp til med oprydningen, livet, da en mine eksploderede i hænderne på ham.
Civil flyveplads igen?
I juni 1945 vurderede de danske myndigheder på, om flyvepladsen skulle genopstå som civil flyveplads. Resultatet blev negativt.
Der var flere grunde hertil. For det første var Gl. Rye flyveplads fortsat en flyveplads med græsbane, og i løbet af krigen havde tyskerne opført flere flyvepladser med betonbaner, f.eks. Tirstrup, og den blev foretrukket frem for Gl. Rye, når der blev tale om beflyvning af Aarhus. For det andet var flyvepladsen allerede inden befrielsen blevet brugt som flygtningelejr. Og for det tredje – og måske vigtigste – så var Gunnar Larsen sat ud af spillet. Han var allerede den 12. maj 1945 blevet arresteret for at have samarbejdet med tyskerne. I 1946 blev han ved underretten idømt 10 måneders fængsel for værnemageri, fordi han havde ydet lån til en geværbørstefabrik. Ved landsretten blev han i 1947 frikendt, en dom der stadfæstedes af højesteret, men Gunnar Larsen var blevet en bitter mand, fordi han følte, at han var blevet uretfærdigt behandlet sammenlignet med andre politikere. Han emigrerede herefter til Irland, hvor han blev direktør for en irsk cementfabrik og også irsk statsborger. Og her døde han i 1973.
Gl. Rye Flyveplads som flygtningelejr
I slutningen af 1944 begyndte de første tyske flygtninge fra Østpreussen at komme til Gl. Rye. Ved krigens afslutning var der ca. 1000 flygtninge indkvarteret på flyvepladsen.
Omkring 250.000 tyskere flygtede til Danmark i krigens sidste måneder, og de blev indkvarteret rundt i landet på skoler, i forsamlingshuse, private beboelser osv. Det var selvfølgelig ikke særlig hensigtsmæssigt, så derfor besluttede den danske stat hurtigt efter befrielsen at samle de tyske flygtninge i en række større lejre.
Og her faldt øjnene klart på Gl. Rye flyveplads. Stedet lå afsides og kunne meget let isoleres fra den danske befolkning, for man ønskede bestemt ikke at have mere end det højest nødvendige med disse tyske flygtninge at gøre. Gl. Rye flyveplads blev derfor udbygget med et større antal barakker. Da der var flest flygtninge her, var her knap 15.000.
Flygtningelejren blev nedlagt i 1948, og derefter sænkede stilheden og glemselen sig over stedet. En tur rundt på pladsen i dag.
I dag er det næsten ikke til at se, at der har ligget en stor barakby her. Og flyvepladsen er der heller ikke meget at se af mere.
Kører man rundt i området kan man se forskellige efterladenskaber, f.eks. et lille hus fra Gunnar Larsens tid, en barak fra tyskertiden, en række betonbunkers, en læsserampe, togspor og en betonvej.
Kilder:
Lars nicolaisen: Gl. Rye Flyveplad. (Upub. manus 2012)