Marams hul

Versionen fra 1. jun 2011, 10:46

Det meste kendte sagn fra Tebstrup, er uden tvivl det om Marams hul. Det findes i flere versioner fortalt igennem århundreder. Så sent som for hundrede år siden brugte forældre Maram som ”bussemand” , når deres børn var uartige. I vor tid har den tidligere førstelærer på Ris-Tebrstup skole Assenfeldt brugt sagnet i sin historie ”Forbandelses pæl”, der er trykt i et gammelt nummer af Børnenes julebog. Denne historie handler om en rask dreng, der finder en skat netop i Marams hul.

Hullet kan stadig let findes. Det ligger i slugten, eller dalsænkningen om man vil, tæt ved motorvejen syd for Ousted kirke.

Vi skal vel over fire hundrede år tilbage i tiden, da troen på hekse og kloge koner endnu var stærk. Således boede på Tebstrup mark, lidt syd for Ousted kirke i et hus, der i forrige århundrede endnu kaldtes Marams hus og senere kom til at rede Ravnereden, en gammel kone Maren Rams, eller måske, mere korrekt Maren Rasmusdatter. På det lokale dialekt kaldtes hun dog Maram.

Hun var berygtet omkring i sognene, for at have mere at gøre med mørkets kræfter og gerninger end godt var. Måske hang det sammen med, at hun var gift med en ridefoged på en nærliggende gård og i øvrigt ikke kunne enes med nogle.

Da hun døde, blev hun begravet på kirkegården, som normalt var. En enkelt kilde mener dog , at hun blev henrettet som heks, men det er vist en efterrationalisering. Efter begravelsen blev ligfølget inviteret på mad og gravøl i huset, som hun havde boet i. Dette var ganske efter traditionen.

Midt i maden og måske navnlig den hjemmebryggede øl kom den afdødes oldebarn farende ind i stuen og råbte, at Maram sad inden i sin seng og truede ad ham med en grødske. Forsamlingen blev ganske opskræmt, de havde jo lige fulgt den gamle dame til graven. Der blev imidlertid ikke stillet spørgsmålstegn ved drengens syn, da alle de tilstedeværende jo kendte den afdødes ry. Tværtimod, en havde set noget pusle oppe på hanebjælken og blev mægtig bange, da vedkommende nu var sikker på, at det var Maram.

I tiden herefter så først denne ene så den anden Maram rundt om i sognet. Hun var set luske ved folks udhuse og møddinger. Til sidst så man ikke nogen anden udvej end at skride til handling. Man fik fat i en præst fra Blegind ved Hørning ved navn Slente-Laus, idet han haltede på det ene ben. Hans specielle egenskab var, at han kunne styre de mørke magtes kræfter og derfor mane. Han forestod herefter, at hun blev gravet op af den kristne jord på kirkegården og båret ned til en dyb slugt på hendes egen mark. Her stødte to marker op til, idet nedmaningen skulle ske, hvor tre mænds marker mødtes. Da månen stod som den skulle, begravede man hende atter. For at hindre at hun skulle gå igen, slog man endelig en kraftig egepæl igennem liget. På trods af, at børnene, der vogtede køer på marken, blev skræmt med Maram, hvis de ikke gjorde deres arbejde godt nok, blev hun herefter liggende i fred i sit hul. En hovedårsag var uden tvivl, den historie som fortaltes rundt omkring i sognene endnu i forrige århundrede. Det hed her, at hvis man kom til at rokke ved egepælen, lød en dyb mumlen ned fra jorden : Rok igen, lille dreng. Rok igen. Så skal du få en rød sukkerbrød.

Herefter skulle folk nok holde fingrene fra pælen. I 1920`erne søgte en historiker markens daværende ejer om tilladelse til at grave i hullet. Projektet blev dog aldrig til noget. Senere skulle den tidligere lærer Assenfeldt sammen med en dreng fra Ravnereden have forsøgt sig. De skulle også have fundet egepælen, men have den dækket hullet til igen, da en nabokone var kommet farende og havde advaret dem mod at røre pælen. Siden er der ikke nogle der har forsøgt sig. I slutningen af 1960`erne var det dog lige ved at ske. Ironisk nok var det kirkens skyld. Det er nemlig sådan, at motorveje skal passere kirker i en afstand af mindst 400 meter. For at undgå Ousted kirke ved anlæggelsen af den østjyske motorvej, måtte man lade den gå i en bue øst for. Herved kom den til at gå lige gennem marken til Ma`Rams gamle hus og slugten, hvor hun ligger. Parret, der da boede i huset , skulle herefter borteksproprieres. De var selvfølgelig ulykkelige, og håbede på Maram ville vågne og stoppe motorvejen.

Sådan gik det dog ikke, selvom det hedder sig, at de moderne vejmaskiner havde uanede problemer netop nærmest hullet. Hendes gamle hus er væk og motorvejen skærer slugten over, men på den østlige side af vejen findes hullet endnu, og nede i det ligger Maram stadig uantastet. Men måske har hun en finger med i spillet ved de uheld, der sker på motorvejen i nærheden af Ejer Bavnehøj. På Ejer bavnehøj er der opstillet en 3, 2 m høj træskulptur i elm af Maram, samt rokkepælen og hendes kost.

Kilder:

Simon Stellfeldt Laursen i Sogneradioen. Skanderborg Historiske Arkiv.

Henvisninger:

http://ejer-baunehoj.dk/default.aspx?id=m3s6