Henrik Løve

Henrik Marius Henriksen, bedre kendt som Henrik Løve, slog sig i 1920’erne ned ved Stilling Sø som fisker efter en omtumlet tilværelse som sømand, syndikalist og krybskytte. Det var som krybskytte han blev berømt og berygtet. En krybskytte er en person, der udøver jagt, hvor jagtretten tilhører andre. I middelalderen blev det straffet hårdt; krybskytter kunne gøres fredsløse eller blive hængt. I Danmark var krybskytteri almindeligt udbredt indtil 1930’erne, men i dag er det sjældent.

Krybskytter bliver ofte skildret sort hvidt; enten er de uhæderlige personer, fordrukne og dårlige jægere eller de kan være snu, durkdrevne personer, der respektløst driver gæk med godsejere, skovriddere og andre magthavere, som i historien om Robin Hood.

Om de var usle vildttyve eller heltemodige frijægere afhænger af med hvilke øjne man ser det. Historien om Henrik Løve, der på sine gamle dage slog sig ned ved Stilling Sø, har elementer af begge dele og samtidig et helt eventyrligt præg.

Henrik Marius Henriksen blev født i 1883 i Linå, men voksede op i beskedne kår i Reginehøjkvarteret i Århus. Allerede som dreng viste han sit vilde og uregerlige temperament i sammenstødene med de andre drengebander i kvarteret, og det var her, han fik sit tilnavn.Det kom også til kontroverser med ordensmagten, hvor Henrik Løve hørte til dem , der slog igen: han fik dom for vold imod politiet, og i 20 års alderen var han blevet dømt 10 gange, i de fleste tilfælde dog for tyveri.

Fisker og syndikalist

Herefter tog han i en periode hyre som sømand, men slog sig så ned i en hytte ved Saxild strand, hvor det lykkedes ham at få en dom for at drive sørøveri fra stranden. Derefter gik turen et par år til Amerika. Hjemme igen i tiden omkring 1.verdensskrig giftede han sig og bosatte sig i Århus. Han købte en mindre båd og blev fisker. Han havde gode talegaver, som førte ham til formandsposten for Århus Fiskeriforening. Ved krigens slutning blev Henrik Løve kendt som syndikalistisk agitator, der holdt brandtaler om, hvordan man ved hjælp af generalstrejken skulle omstyrte det kapitalistiske samfund.

Krybskytte i Frisenborgskovene og flugten fra Danmark

I 1920´erne købte familien sig et hus i Frisenborgskovene, og her kom det ikke til at gå stille af. Hovederhvervet var nu krybskytteri, og det bragte ham gang på gang i konfrontation med godsets folk. Helt galt gik det , da den ridende lensgrevinde en dag overraskede ham ved en nedlagt kronhjort. Hun red rasende hen imod ham og slog ud efter ham med ridepisken. Henrik Løve reagerede mod sædvane roligt. Han tog en kæp og slog hesten bagi med ordene: ” Rid hellere hjem lensgrevinde, dyrene i skoven er lige så godt mine som dine ”.

Skanderborg Amtsavis marts 1922

Grevskabet købte ham derefter ud af huset, og han fik en bøde for krybskytteri. Under afviklingen af bøden kom det til endnu en kontrovers med politiet. Løve hævdede at have betalt bøden , men politiet mente, at han stadig skyldte 50 kr., og han blev indkaldt til forhør. Hans hustru blev samtidigt tilsagt som vidne. Hun skulle forklare kriminaldommer Hvass om sagen, og blev underkastet et langvarigt forhør, der ifølge Henrik Løve , der opholdt sig i forlokalet, helt svarede til dommerens navn. Da hustruen grædefærdig kom ud af retslokalet ville han trøste hende, men nej det var imod reglementet, og et retsvidne lagde sig imellem. Men nu viste Løve , at han også kunne leve op til sit navn. Retsvidnet blev resolut slået i gulvet, og så kom auditør Hoeck, senere Århus bys mangeårige politimester, til. Selv hævdede Hoeck, at han havde fået samme medfart som retsvidnet, mens Løve påstod, at Hoeck sprang op på ryggen af ham, hvorefter Løve med auditøren på ryggen løb ind i retslokalet, hvor han kastede ham fra sig. Nu kom dommeren ilende for at se, hvad der foregik, men der kom en ”løve” i vejen. Dommeren fik en på snuden, så næsen sprang, og Henrik Løve smed frakken, for det tilfælde, at der skulle vise sig flere liebhavere til klø. Det gjorde der dog ikke, alle flygtede, og Løve indså at nu var det hans tur til at forsvinde. Han løb ud af retsbygningen og sprang op på en ulåst cykel og forsvandt. Der blev iværksat razziaer over hele byen, og han blev efterlyst over hele landet. Men væk var han.

Tiden i Sovjetunionen

Det afsløredes først 3 år senere – i 1925 -, hvor han var blevet af, for han meldte sig selv til politiet i København, og måtte fortælle om sin eventyrlige flugt. Vi kan finde historien i den tidligere syndikalist og søfyrbøderformand Richard Jensens erindringer. Han fortæller, at Henrik Løve var en af de mest fantastiske skikkelser han nogensinde havde mødt. Han var en frygtløs rebel ved vældige kræfter. Ene mand kunne han finde på at rydde et værtshus for mennesker og indbo, fordi han mente , at det var værtshusholderens skyld, at mange arbejdere sank dybere ned i elendigheden. Og grunden til at han drev krybskytteri i Århusskovene var, at han syntes, at det manglede bare , at han og hans kammerater skulle have besvær med at holde føden i huset, når der var masser af vildt, og han kunne bruge en bøsse.

Han fortæller også, at Henrik Løve på sin flugt fra tinghuset, søgte ned til havnen, og derfra kom med en fiskekutter til København. Nu blev det udvirket at han fik visum og opholdstilladelse til Sovjetunionen og Richard Jensen flugte ham gennem Sverige og Finland til grænsen. En tid opholdt han sig nu i Leningrad, men han gjorde sig hurtigt bemærket på en uheldig måde, han stod en dag på en sporvogn, da han opdagede, at det lommetørklæde, hvori han opbevarede sine medbragte guldpenge, var stjålet.I det sammen sprang en passager af vognen, mens den var i fuld fart, og Henrik Løve , der regnede med , at han var tyven, sprang også af og optog forfølgelsen. Da russeren så ,at den store kleppert var efter ham, løb han alt hvad remmer og tøj kunne holde, men Henrik sprang som et dyr, fik hurtigt fat i kraven på flygtningen og slog ham ned. Der blev opløb og stor opstandelse - uheldigvis viste det sig at ”tyven” var en ganske uskyldig , forskrækket russer. Det var ikke ham , der havde stjålet lommetørklædet med guldpengene. Henrik Løve havde en del besvær med at klare sig ud af den affære, som endte med , at han blev sendt op til de Karelske skove, hvor han skulle organisere jagt og indsamle dyreskind. Her var det at han mødte Martin Andersen Nexø.

Mødet med Martin Andersen Nexø

Nexø var inviteret til Leningrad, og han var på gennemrejse, da det kom Henrik Løve for øre, at der skulle væren en velkomstbanket for den berømte landsmand. Han tog derfor til Petrozavodsk, hovedstaden i den autonome Sovjetrepublik Karelen, og blev inviteret med til banketten. Det meste af republikkens regering, som bestod af finner, var samlet og festen begyndte stilfuldt med skåltaler og hjertelige ord. Skålerne afløste hinanden i hurtigt tempo, og snart var hele selskabet godt overrislet. Indenrigsministeren, som sad lig overfor Nexø, gav sig nu i sin kæfert til at genere hædersgæsten, hvilket snart blev Henrik Løve for meget. Han skældte til gengæld indenrigsministeren ud, og lovede ham tæsk, hvis han ikke holdt sin forbandede mund. Det kunne have udviklet sig, så Nexø fandt ud af , at han og Henrik Løve hellere måtte søge ro for natten. ”De er noget uciviliserede” sagde digteren, da han og Løve brød op. I en sovesal med madrasser på gulvet var der sørget for, at banketgæsterne kunne komme til at sover rusen ud, og her blev de 2 danskere vist hen. ”Det er for galt, at man byder en dansk forfatter at sove her”, sagde Nexø, da han så det. Løve trøstede ham med , at han nok heller ikke kom til at sove lige med det samme. ”Du kan nu være sikker på, at nu sidder ham det svin til indenrigsministeren og hvæsser kniven ”, sagde han. ”Nu gælder det netop om at være vågen”. Nexø var noget nervøs ved situationen. I sovesalen lagde Henrik Løve sig under tæppet med tøjet på og afventede, hvad der ville ske. Og ganske rigtigt – lidt efter viste der sig en mørk skikkelse nede i døren.. ”Hvad skal vi gøre” ? hviskede Nexø skrækslagent. ”Det skal jeg sgu nok ordne”, hviskede Henrik Løve tilbage og anbragte sig på hug under tæppet. Finnen sneg sig lydløst nærmere, og da han var nogle meter fra dem, sprang Henrik på ham og gennembankede ham på det forfærdeligste. ”Hold op, hold Op Henrik ” råbte Nexø, ”du må ikke slå ham ihjel” ! Det gjorde Henrik Løve heller ikke, men han ekspederede den mørbankede finne ud af døren med et brag, og så kunne de endelig få nattero.

Skanderborg Amtsavis jan.1925.

Dagen efter var de enige om, at de hurtigst muligt skulle se at komme væk fra dette forfærdelige sted. Men de havde deponeret deres pas hos indenrigsministeren. Dem måtte de have fat i, og da de kom op i ministeriet, sad ”hr. minister dér med et par kæmpemæssige sæbeøjne”. Han sagde ikke noget om, hvor han havde fået dem fra. De spurgte heller ikke, men passene fik de.

Tilbage i Danmark igen.

Henrik Løve gik ud i skovene igen, men en dag fik han besked om, at hans kone hjemme i Danmark var ved at blive blind. Han længtes efter at komme hjem til hende. Via Richard Jensen blev han smuglet over den dansk – tyske grænse og rejste til København. Her blev de enige om, at han hellere måtte melde sig til politiet og tage sin straf overfaldet på dommeren med flere på tinghuset. Sammen gik de i januar 1925 til Fællesvejens Politistation, hvor Richard Jensen forklarede overbetjenten, at det drejede sig om en mand fra Århus, der havde noget til gode derovre og nu ville have gjort rent bord. ”Jamen, så kan han jo rejse til Århus, svarede overbetjenten, det kan vi ikke have ulejlighed med her”. "Tjah” , sagde Richard Jensen, ” men han er ikke indstillet på at betale rejsen selv. Jeg tror nu alligevel, De skal forhøre Dem om hvem han er”. Så forsvandt overbetjenten for at forhøre sig, og lidt efter kom han tilbage med 7-8 mand, der råbte op og ville lægge Løve i håndjern. Det blev forpurret, men han blev eskorteret til båden, og i Århus vakte hans tilbagekomst stort postyr. Den efterfølgende retssag blev noget af et tilløbsstykke, og selv om han havde meldt sig frivilligt, fik han er straf på 2 års forbedringshus.

Vitved Færgehus

I 1929 købte Henrik Løve/ Henrik Henriksen matrikel nr. 37 i Vitved. Han havde nu tilsyneladende lagt sin urolige fortid bag sig. Tilnavnet Løve optræder ikke mere, og folk på egnen kendte ikke hans tidligere meriter. Af sognerådet får han tilladelse til at sælge skattepligtigt øl. Stedet er Vitved Færgehus eller det lille traktørsted ”Amerika”, hvor den nu forhenværende Løve prøvede at skaffe sig et udkomme dels som vært på traktørstedet, dels som færgemand mellem Fregerslev og Vitved og dels om fisker.

Efter sigende levede han stille og roligt med sin hustru ved færgestedet, der mest blev benyttet af egnenes folk og lystfiskere. Ville man sætte over fra Fregerslevsiden, skulle man ringe på en stor klokke. Så sejlede færgemanden ud.

Christian 4.’ krigskasse

Fiskeriet blev dog hovederhvervet, og det blev også anledningen til, at han igen kom i avisernes spalter, men nu under sit rigtige navn Henrik Henriksen. I sommeren 1932 kan Skanderborg Amtsavis fortælle, at fisker og færgemand Henrik Henriksen har gjort et opsigtsvækkende fund i Stilling sø, der har vakt betydelig interesse landet over. På 10 favne vand fandt han en svær gammel pengeskabslås, og dette fund gav ny næring til et gammelt sagn om en guldskat, der skulle skjule sig på søens bund.

Det er den såkaldte Christian d.4.`s krigsskat, der er tale om, der efter overleveringen skulle være nedsænket på bunden af Stilling Sø en kold vinterdag i 1644, da resterne af den danske hær med fjenden i hælene flygtede fra Skanderborg med håbet om at kunne redde en kiste med guldpenge, som bl.a. skulle finansiere den videre krigsførelse. Længere end til Stilling nåede man ikke, og der blev hugget hul i isen og skatten gemtes i søen til senere afhentning.

Amtsavisen aflægger ved den lejlighed Henriksen et besøg og imponeres af haven, hvor hundrede af roser og stenhøjsplanter blomstrer, og hvor - som det siges – Henriksen har fået havekunst og natur til at smelte harmonisk sammen. Unægtelig en noget overraskende karakteristik og udvikling for denne mand, hvis liv er skildret ovenfor.

Dårlige tider og flytning til Århus

Henrik Henriksen med hustruen Thora.

Fundet gav anledning til noget turistbesøg på stedet, og dermed lidt indtægter på traktørstedet, men med 1930´ernes krise kom han og hustruen i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Tyskland indførte told på import af fisk, og afsætningen for fisker Henrik Henriksen svigtede totalt. Tilbage var kun lidt sæsonbestemt ålefangst. Han måtte derfor ansøge sognet om hjælp. Familien fik bevilget understøttelse, der i 1936 var på 12 kr. om ugen. Men da havde forholdene været ringe i nogle år, og der var ingen udsigt til forbedring, og helbredet heller ikke helt så godt. Familien besluttede da at sælge ejendommen , og i efteråret 1936 flyttede de tilbage til Århus. Sognerådet i Fruering-Vitved ville dog ikke slippe ham. Man anslog , at salget af hus og ejendele betød, at Henrik Henriksen var blevet ejer af en sum på ca. 7.000kr. og derfor ville man gerne have de 1270 kr. og 36 øre tilbage, som han havde modtaget i understøttelse fra 1933 til 1936. Mit sidste spor af Henrik Henriksen alias Løve ender i Studsgade 12 i Århus. Hvordan det herfra gik med syndikalisten, sømanden, krybskytten, voldsmanden, flygtningen, færgemanden, fiskeren, skattejægeren, havemanden og pensionisten Henrik Løve ved jeg ikke.

Kilder:

Jesper Laursen: Krybskytter i Danmark. Beretninger fra det virkelige liv. 1986.

Richard Jensen: En omtumlet tilværelse. Erindringer. 1957, s. 54-57.

Aarhus Stiftstidende 30.marts 1922, 7.jan. 1925 og 23.aug. 1932.

Henvisninger:

http://stillinglokalhistorie.dk/Diverse/henrik.htm

Kategori