Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Vissing Kloster

Fra Skanderborg Leksikon

Akvarel af Gl. Vissing Klostergård med udsigtspunktet Sukkertoppen i baggrunden. Malet af Ole Jørgen Rawert 1821.


Vissing Kloster var et middelalderligt nonnekloster af Benediktinerordnen, som lå ved bredden af Gudenåen nær dens udløb i Mossøs vestlige ende. Klostret var muligvis dobbeltkloster med Voer Kloster, der lå blot en kilometer derfra. Den viden man har om Vissing Kloster begrænser sig til nogle få passager i Øm Klosters Krønike, to middelalderlige testamenter samt enkelte mindre arkæologiske undersøgelser af ældre dato, hvilket gør Vissing til et af de mere ukendte og ubeskrevne klostre fra middelalderen.


Indholdsfortegnelse

Klostrets levetid

Der vides ikke meget om Vissing Klosters grundlæggelse. Første gang klostret er omtalt er i 1240erne, hvor Øm Klosters Krønike beskriver, hvorledes hertug Abels folk ”lagde nonnernes gård ved navn Gammel Vissing helt øde ved ild, kirken ene undtagen” under broderstriden mod kong Erik Plovpennig. At klostret blev kaldt for ”Gammel Vissing” tyder på, at det på dette tidspunkt allerede havde ligget der i flere generationer. Det er muligt at Vissing kloster blev opført i forbindelse med munkeklosteret Voer omkring 1160, da det er blevet spekuleret at de to klostre har været et såkaldt dobbeltkloster for Benediktinerordenen. Selvom alle Vissings bygninger, undtagen klosterkirken, blev brændt ned under borgerkrigen imellem hertug Abel og kong Erik Plovpennig, så blev klostret genopbygget og bestod indtil omkring 1440, hvor det blev nedlagt af biskop Ulrik Stygge af Århus. I årtierne herefter lå Voer Kloster og bispesædet i Århus i konflikt med hinanden over Vissings besiddelser og først i 1488 blev der indgået forlig imellem parterne. Sidste gang klosterbygningerne er nævnt er i 1454, hvor den århusianske biskop Jens Iversen Lange celebrerede messe i Vissing klosterkirke.


Arkæologiske fund

Der er i fundet rester af murværk fra klostret i 1915 og 1951, ligesom man har fundet rester af en teglovn ved det nærliggende Pindsmølle som formodentlig er blevet brugt til at brænde de teglsten som man byggede klostret og den tilhørende kirke med. Desuden har man fundet to romanske (1050-1250) grave, hvor den der vurderes at være den ældste er af kampesten imens den yngre grav er af teglsten. Herudover er der i 1924 fundet en fransk sølvmønt fra omkring år 1300 på pladsen samt et klokkeknebel der dog sidenhen er bortkommet.

De to grave der er fundet ved Vissing Kloster.


Figur 2:

Vissing Kloster og det omkringliggende landskab

Gudenådalen var i middelalderen et eftertragtet område for munke- og nonneordner at slå sig ned. Dette skyldtes til dels de mange afsides beliggenheder i det midtjyske område, som opfyldte ordnernes ideal om at levet et isoleret liv fra omverdenen i pagt med Gud, men også Gudenåens samt områdets mange vandløb og søers potentiale gav mulighed for at udnytte vandkraften ved at bygge vandmøller, hvilket også har været en vigtig del af Vissing Klosters økonomiske grundlag. Den nærliggende gård Pindsmølle kan sandsynligvis føres tilbage til klostret og et af de tydeligste tegn på vigtigheden af vandkraften for middelalderens klostrene kan man stadig se få hundrede meter længere oppe ad Gudenåen, hvor munkene fra Voer Kloster omlagde åen og gravede en 1300 meter lang kanal, Tvungen Å, som førte ned til deres kloster ved Mossøs bred. Desuden sørgede området for at der var frisk vand og adgang til fiskeri. Kontakten imellem de to klostre må have været relativ tæt. Præsten i Vissing Kloster kom formodentligt fra Voer og det er sandsynligt at der må have været en form for fællesadministration af de to klostre, selvom de langstrakte stridigheder imellem Voer og biskoppen i Århus kunne tyde på, at Vissings besiddelser ikke direkte tilkom Voer.

Nonnerne på klostret kom hovedsagligt fra velhavende familier, der gav en donation, typisk af monetær eller jord/ejendomsmæssig karakter, når en kvinde fra familien blev optaget i klostret. Disse donationer var essentielle for klostrets drift og ekspansion, og i løbet af middelalderen blev mange klostre overordentligt rige og magtfulde på grund af den konstante udvidelse af klostrets gods. Vissing har også haft en fast kontakt med dets besiddelser der har været spredt over et stort område og selvom Vissing Kloster sammenlignet med andre klostre ikke var det rigeste, så har dets besiddelser alligevel været betragtelige, hvilket kan være med til at forklare den bitre og langtrukne strid om rettighederne til dets gods efter nedlæggelsen.

Figur 3: Udsigt over vådområdet Klosterkær, hvor Vissing Kloster lå.



Arven fra Vissing Kloster

I dag er der ingen fysiske spor tilbage af klostret, men rundt omkring i området bærer flere stednavne stadig præg klostrets aftryk på landskabet. Gammel Vissing Klostergård, Ny Vissing Kloster, Klosterkær og Pindsmølle vidner alle om, at Vissing Kloster aldrig er blevet helt glemt.

Figur 4: Området s stednavne bærer stadig præg af de middelalderlige klostres tilstedeværelse.



Kilder

Morten Sejer Hansen

Danmarks Kirker: Vissing Klosterkirke, Sønder Vissing Sogn.

http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Aarhus_3843-3846.pdf

Krongaard Kristensen, H., 2013: Klostre i det middelalderlige Danmark.

Powered by MediaWiki