Asylgades Børnehave

Versionen fra 2. nov 2010, 08:46

Skanderborgs ældste børnehave og helt frem til 1966 byens eneste børnehave. Formålet med asylet var at yde opsyn og pleje til børn i førskolealderen, mens deres forældre var på arbejde. Ordet asyl betyder tilflugtssted og det var et sted, hvor børn fra de fattige familier i Borgergadekvarteret blev anbragt.

Børneasylet 1867

Stiftsamtmanden Bille Brahe stod bag opførelsen af det første børneasyl i 1867. Der var 20 børn indmeldt og de blev beskæftiget med læsning, håndarbejde og mundtlig fortælling. Det var privat og derfor afhængig af økonomisk støtte fra byens borgere. I 1899 skænkede købmand Lindberg, manufakturhandler i Grenå, men opvokset i Skanderborg, testamentarisk et beløb på 26.000 kr. til opførelse af en helt ny asylbygning, da den gamle var i dårlig stand. I 1906 blev det nye asyl bygget på grunden ved siden af. I stuen to skolestuer og et soveværelse, og på 1.sal beboelse for bestyrerinden (som dog siden blev lejet ud) og et pigeværelse. I kælderen var der køkken, toilet og baderum, som dog først blev installeret året efter, da det kommunale vandværk åbnede 1907. Om vinteren var der børnebespisning i asylets kælder for de fattiges børn, og her blev daglig 20-30 børn beværtet med sund og god mælkemad – og en gang om ugen: frikadeller. Økonomien skulle hænge sammen ved frivillige bidrag, bl.a. ved bankospil i Håndværkerforeningen og velgørenhedskoncerter. Fabrikant Blom og byens borgerskab bidrog med flasker med saft og æbler. Det kneb altid med økonomien, men det hjalp, at asylet blev statsanerkendt i 1924 med krav om, at forældrene, hvis de var i stand til det, skulle betale 25 øre om ugen pr. barn. Med tiden kom der mere kommunal støtte, fællesskabet overtog de økonomiske forpligtelser, og i 1955 blev asylet til Skanderborg Børnehave, som igen i 1979 gik fra at være en selvejende institution til at blive kommunal.

Frk. Thomsen og Bulotti

Frk. Thomsen var bestyrerinde fra 1920’erne i 30 år frem. En bestemt dame med håret strammet op med en knude i nakken, så hendes øjenbryn var løftet. Hun var skrap, men sikkert i overensstemmelse med tidsånden. De samme byggeklodser, der skulle ligge nøjagtigt i kassen, blev anvendt år efter år. Der blev aldrig luftet ud, for varmen var dyr. Om middagen var stilletime, da skulle frk. Thomsen sove til middag, og børnene med hovedet på armene på bordet. Der blev sunget men aldrig tegnet, for der var intet papir. Om sommeren var børnene ude i haven eller gården i sandkassen. Frk. Thomsen sad i vinduet med sin saks, og hver gang der var noget galt dernede, lød det Tik - Tik - Tik, så slog hun på vinduet. Og der blev ro. Hun havde et lille spanskrør som hun kunne daske børnene i hovedet med, men det skrappeste pædagogiske middel var trusselen om, at komme en tur ned til Bulotti. Bulotti var en dengang berygtet russisk morder, der sad fængslet i Horsens. Han blev skræmmebilledet for børnene, og at komme ned til Bulotti betød at komme ned i kælderen og blive lukket inde i et mørkt kosteskab. Julefesten med juletræ var årets højdepunkt. Gaverne kunne være nogle af de ting som nogle af byens fine damer havde syet. Den kommunale børnebespisning foregik i mange år i asylets kælder. Det var den børneglade fru Ulstrup, der stod for det, og det var før man byggede skolekøkkenet på kommuneskolen. I dag er der stadig børnehave i huset, der udefra stadig ligner en gammel smuk herskabsvilla.

Kilder

Leif Juul Pedersen: Fra asyl til børnehave. 1992.