Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Dampskibet Hjalmar

Fra Skanderborg Leksikon

Indholdsfortegnelse

Da der var dampskibsforbindelse fra Skårup til Skanderborg.

Søren Rasmussen fortæller om dampbåden Hjalmar og Væver Maren fra Skårup.

Indledning.

Der eksisterede i årene fra 1944 til 1964 en hjemstavnsforening for Skanderborg og omegn. Den blev oprettet af en kreds af skanderborgensere, der havde deres virke og bopæl i hovedstaden. Formålet var dels at virke som bindeled til hjemstavnen og dels øge kontakt og sammenhold mellem de bosatte i hovedstaden. Foreningen udgav et medlemsblad med titlen ”Skanderborg”. Den, der nedfælder disse linjer, var dreng og ung mand i den periode bladet udkom, og i øvrigt uvidende om foreningens eksistens. Men for et par år siden faldt jeg over en henvisning til en artikel i medlemsbladet, og tænkte jeg ved lejlighed skulle kigge alle bladene igennem. for at efterspore lokalhistorisk stof, som kunne være af interesse. Det har jeg så for nylig gjort.

Der skulle ikke blades igennem ret mange sider førend, der var en artikel, som fik en klokke til at ringe hos mig. Det var en artikel med titlen ” Da Hjalmar pløjede Søerne”. Og jeg kom straks i tanker om en historie, min far engang havde fortalt mig som dreng, da vi var en tur på søen for at fiske aborrer. Hjalmar var en dampbåd, som engang gik i rutefart på Skanderborg sø. Der var anlagt en anløbsbro ved Skårup, og historien handlede om, hvad en Skårupkone havde været udsat for engang, hun havde været passager på båden. Det skal vi komme til om lidt.

Det med dampbåden lød umiddelbart lidt uvirkeligt for mig. Jeg kunne ikke rigtig forestille mig en damper på søen, selvom jeg nok havde jeg hørt om, at Chr. IV havde lært sømandskundskab på søen på en fregat.

Men nu hvor jeg er stødt på artiklen om Hjalmar, måtte denne historie om dampbåden gås lidt grundigere efter.


Oprettelse af Skanderborg Dampbådsaktieselskab.

Vi skal tilbage til slutningen af 1800-tallet, nærmere betegnet sidste halvdel af 90’erne. Skanderborg var da blevet et vigtigt jernbaneknudepunkt, både den østjyske længdebane og vestbanen til Skjern var blevet anlagt og hovedvejssystemet var også blevet udbygget. Hermed var de større byer knyttet sammen, men på landet uden for jernbaner og hovedveje, måtte man betjene af sig af hestetrukne vogne og kareter, hvis man skulle udenbys. Det kunne være i form af en rejsefjedervogn, en landauer eller charabanc. Og så var det også muligt at hyre en hestedrosche. Skulle man længere væk, kunne man benytte en dagvogn eller en postdiligence. Men for mange folk på landet var det mest almindelige befordringsmiddel apostlenes heste, man gik, når man skulle til marked eller havde ærinde i den nærmeste købstad.

En kreds af Skanderborg-folk havde øjnet en chance for at fremme byens handelsliv ved at bedre samfærdselsforholdene mellem købstaden og oplandet mod øst og syd for søen ved etablering af rutesejlads. En turistforening var der også i byen, Og her håbede man med sejlads på søen at få flere turister trukket til byen.

Derfor blev der i efteråret 1895 taget skridt til oprettelse af et aktieselskab til at forestå driften af rutesejladsen. Formålet var at få en dampbåd i gang, som dagligt skulle befordre fragt og passagerer ved at anløbe Vestermølle, Skårup og Hylke Land samt flere steder i Skanderborg. I den lokale presse omtales projektet som ”det seneste udslag af den driftige borgerstands foretagsomhed” og at det er ”i nøjeste overensstemmelse med tidens krav, der jo fra både by og land lyder: bedre kommunikation”. Denne bemærkning er vist eviggyldig. Initiativtagerne til projektet var amtsrevisor Herschend, slagteridirektør P.B.Lund samt købmand Simon Sass.

I løbet af de kommende måneder var der tegnet så mange aktier, at projektet kunne realiseres. Et passende fartøj blev anskaffet. Det blev dampskruebåden, Hjalmar, som tidligere havde sejlet på Himmelbjergsøerne. Den blev fragtet fra Ry til Skanderborg på en stor blokvogn, trukket af seks heste.

Der blev bygget et lille havneanlæg (benævnt Slotsbroen) i nærheden af Dagmarbroen, hvor selskabet havde købt et stykke jord. Der blev bygget anløbsbroer ved Slagteriet, ved Vestermølle, ved Skårup, Båstrup (formodentlig ved Hylke Fattiggård på Temnæs), ved Hylke Mølle og ved Pavillonen i Dyrehaven.

Sejladsen påbegyndtes d. 20.maj 1896.

Af fartplanen fremgår, at der har været en livlig trafik på søen med tre daglige forbindelser til de forskellige anløbssteder. Søndage blev der dog ikke sejlet på Skårup. Sejltiden fra Skårup til Skanderborg var på 3 kvarter til 1 time, afhængig hvilken del af byen, man skulle til.

(Det var tider, i mine drengeår i 40’erne og 50’erne var der en ugentlig rutebilforbindelse fra Skårup til Skanderborg med afgang midt formiddag og afgang fra Skanderborg midt eftermiddag). Billetprisen var 20 øre for en enkelt tur. 15 øre hvis man købte et 10-turskort. Til sammenligning kan nævnes, at timelønnen for en mandlig ufaglært lå på ca. 25 øre, mens et pund rugbrød kostede 6-7 øre dengang.


Utilfredshed med båddriften.

Fra gammel tid havde det været muligt at blive færget (roet) over søen fra Vestermølle til Skanderborg. Færgestedet lå et par hundrede meter fra Vestermølle efter Skårup til. Det huede ikke færgemanden, da Hjalmar begyndte sin rutesejlads på søen, og det fortælles, at færgemanden og hans to sønner signalerede deres uvilje mod og foragt for Hjalmar, når den passerede færgestedets bådebro ved at vise deres blottede bagdele.

Al begyndelse er svær. Der var besværligheder med at få båden bemandet, idet den skulle bemandes med to søkyndige maskinfolk. Om det nu var dampmaskineriet, der var genstridigt, eller det var besætningens tekniske snilde, det skortede på, skal være usagt, men det hændte meget ofte, at enten måtte driften indstilles eller også lod man hånt om den averterede fartplan. Den slags har sikkert glædet den gamle færgemand. Men ikke brugerne af dampbåden. Det vidner en række utilfredse tilkendegivelser om driften i den lokale presse om.


Dampbådshavari i Skårup.

Men man havde også besvær med at manøvrere båden ved anløbsstederne, og engang gik det gruelig galt i Skårup, hvor båden drev ind i rørskoven og et eller andet blokerede skruen. Om bord på båden var den i min fars beretning omtalte Skårup-kone. Hende må vi lige opholde os lidt ved.

Min far kaldte hende for Væver Maren, idet hendes far var væver. I andre sammenhænge blev hun kaldt for Skrædder Maren eller Skårup-Maren. Hendes rigtige navn var Maren Jensen, og hun var født i 1845 som datter af væver og husmand Jens Hansen og Mette Pedersdatter. Efter den sidste af forældrene var død i 1892 overtog hun forældrenes hus, og hun ernærede sig dels som sypige og dels ved i Skanderborg, hvor hun åbenbart var en kendt person, at gå rundt og faldbyde natura-lier fra egen have. Hun boede omtrent midt-vejs mellem den øvre og nedre del af Skårup, på matr. nr. 5b. Huset eksisterer ikke mere, men endnu i mine drengeår stod der på byggetomten nogle frugttræer og -buske.

Tilbage til dampbådens havari ved Skårup. Skriftlige kilder beretter herom, at undsætningen trak så længe ud, at de ombordværende måtte stille deres sult med en kurvfuld stikkelsbær af Væver Marens. Og da undsætningen endelig nåede frem, måtte Væver Maren vende ryggen til, da et af dampbådens besætningsmedlemmer måtte smide hele sit kluns og springe i søen for at rense skruen.

Den mundtlige overlevering af historien var mere dramatisk. Historier har det med, at jo flere gange de bliver berettet, jo mere bliver der ”pyntet” på dem. I min fars version var båden grundstødt og undsætningen trak så længe ud, at man måtte ty til den lokale brandsprøjte i Skårup, som blev trukket ned til søen og fyldt op med øllebrød, som derefter blev sprøjtet ud til de ombordværende. Den historie tyggede vi som knægte noget på. Kunne det mon være rigtigt. Den samme version af historien hørte jeg også fortalt af en farbror, der var noget ældre end min far. Så måske var der noget om snakken. Så på et tidspunkt var vi nogle stykker, der gik på op-dagelse i Skårup. Stedet, hvor Væver Marens hus havde ligget blev inspiceret, og derefter blev brandsprøjten taget i øjesyn. Den stod i sprøjtehuset, som lå midt i den nedre bydel (ved Oddervej nr.99). Vi var enige om, at sprøjtens pumpekar var af en størrelse, som kunne rumme en anseelig mængde øllebrød. Men vi mente nu nok, at den udgang på historien trods alt var for usandsynlig og så gik hele i historien i glemmebogen – indtil for nylig.



Rutesejladsens videre skæbne

Skårups plads på søkortet med anløbsbro og flere daglige anløb af dampbåden fik en kort levetid. Hen over sommeren i 1896 må man have overstået begyndervanskelighederne, og i slutningen af oktober fremgår det af en avisnotits, at der ved en ekstraordinær generalforsamling i selskabet blev vedtaget at fortsætte driften, idet, som det hedder i notitsen” foretagendet har, trods uheld med båden givet et ikke ubetydeligt overskud”. En måneds tid senere blev driften indstillet for vinteren.

Det følgende år blev sejladsen først genoptaget i slutningen af maj, efter at man havde haft problemer med bemandingen. Fartplanen blev indskrænket til kun at omfatte 5 søgnedage, men der var stadigvæk klager fra publikum over store uregelmæssigheder i driften.

I slutningen af august indkaldte bestyrelsen til ekstraordinær generalforsamling i selskabet med forslag om at afhænde dampbåden. Så vidt kom det dog ikke, men sejladsen blev indstillet allerede pr. 1. sept. I foråret i 1898 indledtes sejladsen først i april måned, og det ser ud som om at man har gjort forskellige fremstød for at holde liv i foretagendet med opfordringer i pressen om at benytte sig flittigt af båden, hvis fartplan i øvrigt blev hyppigt annonceret.

Men disse anstrengelser og opfordringer slog ikke til. I oktober 1898 blev der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i selskabet, hvor der bl.a. skulle tages stilling til om sejladsen skulle indstilles. I juli 1899 afholdes endnu en sidste ekstraordinær generalforsamling med henblik på salg af selskabets ejendele og selskabets opløsning.

Hjalmar blev bortsolgt ved auktion 11. okt. 1899. I ”nekrologen” bragt i den lokale presse over selskabets likvidation hedder det bl.a.:”Saa trist et Endeligt fik altså dette Gründerforetagende. En mindre god Båd og Fører og forskellige tilstødende uheldige Omstændigheder, som ingen har kunnet være Herre over, var de Aarsager, der bevirkede, at Dampsejladsen på Skanderborgsøerne nu er en saga blott.”

Hertil kunne man tilføje, at cyklen netop i disse år i stadig stigende grad vandt indpas som lokalt befordringsmiddel og efterhånden blev hvermandseje. Hvilket næppe heller har været til dampbåden Hjalmars fordel.

I den lokale presse blev der annonceret heftigt for det nymodens befordringsmiddel.

Som afslutning på denne beretning om dampbåden Hjalmar og Væver Maren kan der måske levnes plads til en lille episode, som drejer sig om en anden form for trafik på Skanderborg Sø, hvori Væver Maren også var involveret.

Hvorvidt episoden fandt sted før eller Hjalmars optræden på søen vides ikke, men en dag Væver Maren spadserede på vej til Skanderborg med sin kurv på armen, blev hun indhentet af et køretøj, hvis kusk gjorde holdt og spurgte om, hun ville køre med.. Maren takkede og steg til vogns. Kusken var ingen ringere en ejeren af Ringkloster, C.F. Andersen. Han var en kendt mand på egnen, og han var særdeles godt kendt med søen. Han var en ivrig kapsejler og om vinteren, når søen var frosset til, tog han turen fra Ringkloster til Skanderborg over den isdækkede sø med en hestetrukken slæde. Selvom han aldrig havde haft uheld på disse ture, var Væver Maren ikke sen til, nu da hun var kommet til vogns, at bebrejde Andersen det aldeles uforsvarlige i disse ture over isen. Han satte sit eget, andres og dyrenes liv på spil. Han havde vel tid til, som andre fornuftige mennesker at holde sig til vejen på landjorden. Andersen lyttede tålmodigt til Væver Maren og sagde ikke så meget, men da de havde passeret den store bøg (den stod ved Skovbrynet) og nærmede sig det fladvandene område i bugten ved Squet Mølle, drejede Andersen af mod søen. Henvendt til Væver Maren, sagde han, at nu ville han skære hjørnet af søen, så han undgik at køre helt omkring Sølyst. Væver Maren blev rædselsslagen, og da vandet nåede hestene til bugen bad og tingede hun for sit liv. Andersen standsede hestene og lod dem drikke af søen på dette sted, det var de nemlig vant til. Andersen vendte vognen og kørte den slagne vej til byen, alt imens Væver Maren måtte indrømme, at hun var gået for vidt i sin snak om Andersens færdsel og transporter på isen.


Væver Maren

Født 21.juli1845. Datter af Væver og husmand Jens Hansen og hustru Mette Pedersdatter. Døbt Maren Jensen. Faderen døde i 1871 (19.maj), 58 år gammel. Moderen døde 2.aug. 1892. Forældre og datter bor sammen. Efter faderens død, bor mor og datter sammen ifølge folketællingerne. I 1890 anføres Maren Jensen som sypige. I 1901 bor Maren Jensen alene, men i 1906 bor hun sammen med den ti år ældre Ane Marie Jakobsen, denne døde i 1914, hvornår Maren Jensen døde vides ikke.

Væver-Maren blev kaldt sådan, fordi hendes far var væver. Hun hed Maren Jensen og var født i 1845 som datter af væver Jens Hansen og hustru Mette Pedersdatter.


Kilder.

Skanderborg. Medlemsblad for Hjemstavnsforeningen for Skanderborg og Omegn.

1. årgang. No. 5, nov. 1944.

4.årgang. No.3. Marts 1947.

6. årgang. No.11. Nov. 1949.

Skanderborg Amts Avis og Skanderborg Amtstidende årgangene 1895 til 1899.

Powered by MediaWiki