Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Jacob Severin Deichmann Branth

Fra Skanderborg Leksikon

Sognepræst Jacob Severin Deichmann Branth. Foto: Joh.Fr. Braae.

Jacob Severin Deichmann Branth blev født i 1831, som søn af konsumptionsforvalter i Nykøbing Mors Cajus Niels Behr Branth (1798–1849) og Charlotte Justiniane Deichmann (1805–1833). Cajus Branths egen far havde været flådehelten kommandør Erik Otto Branth, der deltog i Slaget på Reden 2. april 1801 som kaptajn på skibet ”Jylland”. Kun to år gammel døde den unge Branths mor og to ældre brødre. Derfor besluttede faderen at sende Branth til sin morbror, sognepræsten i Ferslev, Rasmus Severin Deichmann (1798-1879).

Tiden hos pastor R.S. Deichmann og uddannelsen

Den unge Branth havde sin opvækst hos morbroderen R.S. Deichmann, som også underviste ham. Branth voksede op med en dyb respekt for sin morbrødre. Det var også hos pastor Deichmann, at den unge Branth fik inspiration til fremtiden som præst. Rasmus Deichmann tilhørte en af de danske præsteslægter, som i lige linje talte fem generationer af præster. Deichmann var gift med Dorthea Marie Bruun, som ligeledes var fra præstefamilie. Ægteskabet var barnløst, så det var en stor glæde for Deichmann at få sin unge nevø ind. Det betød også, at den teologiske arv kunne blive videreført med den unge Branth. Hjemmet var konservativt og ikke vild med de grundtvigianske idealer. Alligevel gav pastor Deichmann den unge Branth mange frie tøjler, og opdragede ham med ideen om ”frihed under ansvar”.

Branth flyttede, da han i 1844 blev optaget på Aalborg Katedralskole. Han blev student i 1849, og afsluttede universitetet i 1857 som cand.theol. Ved siden af teologistudiet havde den unge Branth også studeret naturvidenskab.

Sognepræst i Elling og ægteskab med Sophie Dumreicher

Efter embedseksamen tog Branth på en dannelses- og studierejse i botanik til Tyskland, Schweiz og Italien, og blev kort tid efter tilbudt en stilling som tysk præst. Branth, som interesserede sig mere for undervisning, takkede nej. I stedet fik han en stilling som underviser og senere skolebestyrer på Tønder Realskole, hvor han underviste i fysik. Da der ikke fandtes nogen egnet lærebog i fysik, skrev han en selv. Den blev første gang udgivet i 1866 under titlen ”Naturlære”, og blev sidenhen genudgivet mange gange. I 1905 blev der udgivet en mindre ”Lille Naturlære”.

Branth prøvede at gøre en stor indsats for danskheden på skolen, noget som kostede ham stillingen efter den Anden Slesvigske Krig i 1864, hvor han blev udvist af Tyskland. Branth fortalte senere til sine børn, hvordan han en dag havde gået på gaden, og på det andet fortov stod to tyske soldater. De havde set ham og talte om, at den danske skolebestyrer burde skydes. Denne episode bidrog til at Branth havde en generel negativ indstilling over for Tyskland, og frem til sin død, var han fortaler for en genforening med Sønderjylland.

Efter at være blevet fordrevet fra Slesvig, blev Branth i 1866 kateket i Skælskør og i 1871 fik han stillingen som sognepræst i Elling Sogn i Vendsyssel. Branth var i 1862 blevet gift med Sophie Fanny Dumreicher (1839-1887), datter af godsforvalter Frederik August Dumreicher. Sophie var dybt troende, og om end hun var meget musikalsk, var hun stille af natur. Ægteskabet med Sophie var dog lykkeligt, på trods af at det forblev barnløst, til stor sorg for Branth, som elskede børn. Gennem Sophies bror Carl Dumreicher, fik parret dog en plejesøn. Ligesom Branth selv, kom den unge Carl Otto Dumreicher til et familiemedlem, hvor han fik sin opvækst på en præstegård. Carl Otto havde gennem hele sit liv en trofast kærlighed til sin onkel og tante, og tilbragte alle sine ferier på præstegården.

Naturvidenskabsmand og præst

I sin tid i Elling begyndte Branths naturvidenskabelige interesse at vokse, og det var især inden for istidsforskning og botanik med speciale i lavarter, at han opnåede anerkendelse. I 1869 udgav han bl.a. værket Lichenes Daniæ (de danske laver), som han modtog guldmedalje for. Samme år udgav Branths nære ven Emil Rostrup et lignende værk, som han også fik guldmedalje for. De to botanikervenner endte derfor med at udgive et samlet værk. I 1876 skrev Branth en afhandling om de geologiske forhold i Nordjylland, bl.a. om istidsaflejringerne, som han havde opdaget ved fund af sten, der oprindeligt hørte hjemme i Norge. Til de skandinaviske naturforskeres 12. møde i Stockholm i 1880 var han foredragsholder netop om disse fund. Branths forskning i istiden bidrog til en ny og ændret teori om Danmark under istiden.

Branth blev også anerkendt i udlandet, og gennem sin levetid modtog han breve og besøg fra udenlandske forskere. Efter 1885 begyndte Branth at studere og bearbejde grønlandske og andre arktiske laver, som var bragt til Danmark gennem flere videnskabelige ekspeditioner. Hertil udgav han værker om de grønlandske, islandske og færøske lavarter som alle blev navngivet på præstegården i Sneptrup. De blev opbevaret i et rum familien kaldte for lavkammeret, og skulle efter sigende have afgivet en dårlig lugt, som efterfølgende beboere på præstegården led under. I 1906 opnåede Branth, som en af to, at få titlen som æresmedlem af Dansk Botanisk Forening. Den anden var Eugen Warming.

På trods af at have en medfødt evne og begavelse inden for naturvidenskab, var Branth også dybt religiøs og gik meget op i sine præstegerninger. Nevøen Carl Otto Dumreicher skrev senere om sin onkel at ”hans prædikener lå i et højt plan, var korte og klare og velforberedte. Han forkyndte med varme og fremhævede betydningen af, at evangeliet også fik plads i det praktiske liv…” Branth kunne dog i sin menighed godt opfattes som missionsk, og følte sig også tiltrukket af Indre Missions konservative holdninger. Dertil var Søren Kirkegaard en stor inspiration og prægede prædikenerne.

Branth var kendt som en børneven. Han mødte aldrig op til en eksamen på skolerne uden at have præmier i form af maltbolsjer med til børnene. Han kunne dog også være streng og konservativ over for folk. Ved fødsler hos folk fra små kår turde de ofte ikke anmelde det, da han ville skælde dem ud over, at de ikke havde råd til at få så mange børn.

På trods af at være dybt konservativ og til tider streng i sine præstegerninger, som morbroderen R. S. Deichmann, var der plads til andre trosretninger. Dertil plejede Branth at sige, at hans tre bedste venner var en grundtvigianer, en Indre Missionsmand og en engelsk kvækerpræst. Grundtvigianeren var Gyllingpræsten Otto Møller (1831-1915), som Branth havde lært at kende i studietiden. De to havde en brevveksling, som varede hele livet, og Branth kom tit til Gylling for at besøge Otto Møller. Som kollegaer og troende var de dog ikke altid enige, men de respekterede hinanden dybt.

Fra Elling til Ovsted og ægteskab med Emmy Boldsen

I 1880 blev Branth sognepræst i Ovsted-Taaning sogn, og præsteparret flyttede ind på Sneptrup præstegård. Til gården var der 187 tønder land, som pastor Branth selv tog sig af. I de år Branth og Sophie havde været gift, var Sophie ikke blevet mere åben. Tværtimod var hun med årene blevet mere indadvendt. Parret nåede at holde sølvbryllup, men senere samme år i 1887 døde Sophie til stor sorg for Branth. Han skrev dog til sin ven Otto Møller at hun næsten havde forladt verden, da hun døde i december 1887.

Gennem nogle år havde Branth haft venskab med en af de andre Skanderborgpræster, Henrik Carsten Boldsen fra Fruering. Noget tid efter Sophies død begyndte Branth at korrespondere med pastor Boldsens datter Emmy, og i 1888 blev parret forlovet. Det var til stor forargelse bl.a. for Branths gode ven Otto Møller, som mente, at når man var over 30 blev man ikke længere forelsket. Branth svarede tilbage at Møller var ”ravruskende-piskende gal, og at [Branth] var virkelig forelsket i pigen”. Branth og Emmy blev gift i 1889. Modsat ægteskabet med Sophie, var ægteskabet med Emmy fyldt med liv og børn. Parret fik syv børn og det var på trods af, at pastoren var ved at være oppe i årene.

Familien Deichmann Branth. Fra venstre: Esther, Inger, Jacob, Ruth, Herluf, Emmy, Knud, Olaf og Ellen.

Det første barn blev født i 1890, da Branth var 59 år gammel. Pigen Ellen (1890-1967) var deres første barn, og der kom hurtigt flere til med Johan Olaf (1891-1967), Inger (1893-1967), Herluf (1895-1965), Esther (1900-1985), Ruth (1903-) og til sidst Knud Deichmann Branth (1907-1988). Ved Knuds fødsel var Branth 76 år.

Pastor emeritus og den sidste tid i Kolding

Efter Branths 74 års fødselsdag blev han opsøgt af en gruppe fra menigheden ledet af mejeribestyrer Pingel. Gruppen ønskede, at sognepræsten skulle ansætte en hjælpepræst. Branth svarede blot at ”Der er døren”, men mejeribestyreren svarede igen med ”ja, og udenfor er vejen, og den går til ministeriet. ” Derefter fik Branth valget fra kirkeministeriet om en hjælpepræst eller afsked. Han valgte det sidste og blev pensioneret i 1905.

Som den sidste præst i Sneptrup fik Branth et ”nådes-år”, som betød et år på præstegården med delingen af embedsindtægten. Familien skulle derefter fraflytte præstegården. Branth ville gerne flytte et sted hen, hvor han kunne få fisk, mens Emmy ønskede at bo et sted, hvor der var kønt. Valget faldt på Kolding og familien købte ejendommen Østerbrogade 5 (senere Fredensgade 9).

På trods af at pensioneringen var enden på Branths karriere i kirkevæsnet, var det langt fra slut med hans karriere i botanik. I 1908 blev han, på opfordring af Eugen Warming, slået til Ridder af Dannebrog. I Kolding fik Branth rig lejlighed til at studere og skrive om Koldinghus’ flora, heriblandt om en speciel art roser, som voksede på ruinen. Værket blev et af Branths sidste inden sin død i 1917. Branth blev begravet i Kolding. Gravstenen bærer den latinske indskrift ”Semper discipulus” - altid optaget af at lære.

Bibliografi:

- Meddelelser om Tønders private Realskole i Juli 1862

- Meddelelser om Tønders private Realskole i April 1863

- Naturlære (1866)

- Lichenes Daniæ eller Danmarks Laver (1869)

- Til vore Menighed om Pligten at forsvare sit Fædreland (1876)

- Hvorfra og hvorledes er stenene i det nordlige Jylland kommet? (1876)

- Verdens Begyndelse og Ende efter fysisk-astronomisk Sandsynlighed. Efter prof. A.Forster (1877)

- Om et dansk akademi. (1879)

- Geologiske forhold i det nordlige Jylland (1881)

- Hviledagens nødvendighed (1883)

- Den litterære Kritik af Mosebøgerne og de nyeste arkæologiske opdagelser (1898)

- Hvorvidt er vi Tro og lære (1906)

- Kendsgerninger mod fritænkeri (1909)

Kildeliste

- Nedergaard, Paul. 100 danske præsteslægter. 1954. København

- Nørr, Erik. Mellem Otto og Jakob. Bind I-II. 1986. Gad, København

- Ovsted sogn. Landbrug, skoler og præster

- Ruth Deichmann Branths erindringer om hendes far Jacob Severin Deichmann Branth

Powered by MediaWiki