Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Kino-Teateret

Fra Skanderborg Leksikon

 
(Versionssammenligningen medtager 39 mellemliggende versioner.)
Linje 15: Linje 15:
Den nye biograf havde plads til 500 mennesker og var topmoderne i alle henseender, bland andet kan nævnes at lydanlægget var det nyeste fra B&O. Med den nye store sal håbede man desuden at være i stand til at tiltrække konferencer og lignende. Fra Kosmorama havde Anna Jørgensen medtaget en stor del af personalet heriblandt familien Rasmussen bestående af billetkontrollør Johannes, sønnen Viktor og svigerdatteren Else-Marie, som passede kiosken og billetsalget. Hvorvidt Kosmoramas 80årige filmoperatør Jens Sørensen fulgte med vides ikke med sikkerhed, men i forbindelse med Anna Jørgensens åbningstale takkede hun ham for 40 års tro tjeneste.
Den nye biograf havde plads til 500 mennesker og var topmoderne i alle henseender, bland andet kan nævnes at lydanlægget var det nyeste fra B&O. Med den nye store sal håbede man desuden at være i stand til at tiltrække konferencer og lignende. Fra Kosmorama havde Anna Jørgensen medtaget en stor del af personalet heriblandt familien Rasmussen bestående af billetkontrollør Johannes, sønnen Viktor og svigerdatteren Else-Marie, som passede kiosken og billetsalget. Hvorvidt Kosmoramas 80årige filmoperatør Jens Sørensen fulgte med vides ikke med sikkerhed, men i forbindelse med Anna Jørgensens åbningstale takkede hun ham for 40 års tro tjeneste.
 +
 +
[[Billede:B 9921.jpg|thumb|left|380px|Kino-Teaterets forhal cirka 1950.]]
 +
 +
 +
 +
'''Her går det godt'''
'''Her går det godt'''
Ved biografens 10 års jubilæum i 1960 havde man været så heldig at få forpremiere på ”Soldaterkammerater på vagt.” På dagen fik man desuden besøg af to af skuespillerne fra filmen.  Dorthe Kollo (Lille Dorthe) og Ole Dixon (Bolle-å) underholdte med sang og musik på scenen før filmen begyndte. Over de 10 første år havde biografen vist cirka 2000 film for godt 1.200.000 besøgende, ligesom man i løbet af årene havde installeret ny teknik så biografen kunne udnytte cinemascope og wide-screen teknologierne. Over de næste år blev biografens tekniske udstyr opgraderet yderligere et par gange, derudover skete der ikke meget nyt, Anna Jørgensen kørte en strategi hvor man satsede på det sikre frem for det eksperimenterende.
Ved biografens 10 års jubilæum i 1960 havde man været så heldig at få forpremiere på ”Soldaterkammerater på vagt.” På dagen fik man desuden besøg af to af skuespillerne fra filmen.  Dorthe Kollo (Lille Dorthe) og Ole Dixon (Bolle-å) underholdte med sang og musik på scenen før filmen begyndte. Over de 10 første år havde biografen vist cirka 2000 film for godt 1.200.000 besøgende, ligesom man i løbet af årene havde installeret ny teknik så biografen kunne udnytte cinemascope og wide-screen teknologierne. Over de næste år blev biografens tekniske udstyr opgraderet yderligere et par gange, derudover skete der ikke meget nyt, Anna Jørgensen kørte en strategi hvor man satsede på det sikre frem for det eksperimenterende.
-
Alt dette skulle dog ændre sig, 1. oktober 1968 overtog Regnar Westenholtz Pedersen biografen, han kom fra en stilling som direktør for Malling Bio og havde en masse ideer med sig. Antallet af forestillinger skulle udvides til 18 om ugen, hvilket ville give mulighed for midnatsforestillinger hvor hårde og mere uartige film kunne vises. Det ville også give mulighed for at de mest populære film kunne køre i længere tid og skabe rum for specielle forestillinger rettet mod skolebørn eller pensionister. Endelig ønskede han at skabe en filmklub som kunne hente de mere specielle og smalle film til byen.
 
-
Allerede i 1970 foretog Westenholtz den første store investering i biografen, da han installerede fremvisere, der kunne vise 70 mm formatet Todd-Ao, samtidig fik salen stereolyd og et nyt 4x11m let buet lærred. Den samlede investering beløb sig til omkring 200.000 kr. (lidt over 1,4 millioner i 2011) i forbindelse med præsentationen den 3. juni forklarede Westenholtz, at det nok var en stor investering, men det var en nødvendighed hvis biografen skulle drives rentabelt. I samme åndedræt måtte han beklage, at det over de sidste år havde vist sig at der ikke var publikum til kunstfilm i Skanderborg, hvorfor han så sig nødsaget til at lukke filmklubben (forskellige typer af filmklubber har senere eksisteret i mindre skala i biografen, alle drevet af foreninger).
+
Alt dette skulle dog ændre sig, 1. oktober 1968 overtog Regnar Westenholtz Pedersen biografen, han kom fra en stilling som direktør for Malling Bio og havde en masse ideer med sig. Antallet af forestillinger skulle udvides til 18 om ugen, hvilket ville give mulighed for midnatsforestillinger hvor hårde og mere uartige film kunne vises.[[Billede:A1101-13.jpg|thumb|left|100px|Inventarliste fra Kino-Teateret september 1968.]]
 +
Det ville[[Billede:B 10574.jpg|thumb|340px|Kino-Teaterets biograf sal som den så ud i 1950'erne.]] også give mulighed for at de mest populære film kunne køre i længere tid og skabe rum for specielle forestillinger rettet mod skolebørn eller pensionister. Endelig ønskede han at skabe en filmklub som kunne hente de mere specielle og smalle film til byen.
-
Ægteparret Westenholtz drev Kino-Teateret frem til 1975 hvor han afgik ved døden, herefter drev Lis Westenholtz biografen et års tid indtil juli 1976, hvor hun solgte den til Niels Peter Nikolajsen. Niels Peter Nikolajsen overtog driften af biografen den 1. november 1976 og ændrede ved sin tiltrædelse ikke meget ved driften, dog indførte han særlige forestillinger med smallere kunstfilm, han tilstræbte et bredere udbud og højere antal af film. Det store problem på dette tidspunkt var at man ikke længere kunne fylde en sal med 497 pladser to gange aften efter aften og samtidig ramme en bred målgruppe. Derfor blev en ombygningsplan lanceret hvorved der blev etableret tre sale, en med plads til 200 og to med plads til 100.
+
Allerede i 1970 foretog Westenholtz den første store investering i biografen, da han installerede fremvisere, der kunne vise 70 mm formatet Todd-Ao, samtidig fik salen stereolyd og et nyt 4x11m let buet lærred. Den samlede investering beløb sig til omkring 200.000 kr. (lidt over 1,4 millioner i 2011) i forbindelse med præsentationen den 3. juni forklarede Westenholtz, at det nok var en stor investering, men det var en nødvendighed hvis biografen skulle drives rentabelt. I samme åndedræt måtte han beklage, at det over de sidste år havde vist sig at der ikke var publikum til kunstfilm i Skanderborg, hvorfor han så sig nødsaget til at lukke filmklubben (forskellige typer af filmklubber har senere eksisteret i mindre skala i biografen, alle drevet af foreninger).
 +
[[Billede:B 9922.jpg|thumb|left|200px|Tirsdagsklubben på besøg i Kino-Teateret, cirka 1970.]]
 +
Ægteparret Westenholtz drev Kino-Teateret frem til 1975 hvor han afgik ved døden, herefter drev Lis Westenholtz biografen et års tid indtil juli 1976, hvor hun solgte den til Niels Peter Nikolajsen. Niels Peter Nikolajsen overtog driften af biografen den 1. november 1976 og ændrede ved sin tiltrædelse ikke meget ved driften, dog indførte han særlige forestillinger med smallere kunstfilm, han tilstræbte et bredere udbud og højere antal af film.[[Billede:Billeter.jpg|thumb|left|200px|Billetsæt fra Kino-Teateret. Dette sæt blev brugt ved 70mm repremieren på "Panser slaget ved Ardennerne" den 7. februar 1976.]] Det store problem på dette tidspunkt var at man ikke længere kunne fylde en sal med 497 pladser to gange aften efter aften og samtidig ramme en bred målgruppe. Derfor blev en ombygningsplan lanceret hvorved der blev etableret tre sale, en med plads til 200 og to med plads til 100.
 +
[[Billede:B 2378.jpg|thumb|200px|Niels Peter Nikolajsen får symbolsk overdraget en filmrulle af Lis Westenholts ved overtagelsen af Kino-Teateret 1. november 1976.]]
'''Den store ombygning'''
'''Den store ombygning'''
Det blev dog ikke Niels Peter Nikolajsen, der kom til at se projektet til ende, men den nye biografdirektør Hans Peder Rasmussen, som overtog Kino i januar 1979. Hans Peder Rasmussen kom til biografen som en ivrig filmamatør med flere års erfaring som smalfilmsfotograf og som grundlægger af en smalfilmsklub, og han havde deltaget i driften af Kino et par måneder før overtagelsen. I sommeren 1979 blev ombygningen skudt i gang og først i december kunne Kino 1 med plads til 200 mennesker og Kino 2 med plads til 75 tages i brug, Kino 3 skulle først tages i brug når pengene og teknikken var til det. Dette skete i november 1981, hvor Kinos mindste sal med plads til 64 personer slog dørene op for publikum. Som ekstra gevinst for biografen betød dette, at Kino blev opkvalificeret hos filmleverandørerne, således kunne man nu vise nye film cirka en måned efter de havde haft Danmarkspræmiere.
Det blev dog ikke Niels Peter Nikolajsen, der kom til at se projektet til ende, men den nye biografdirektør Hans Peder Rasmussen, som overtog Kino i januar 1979. Hans Peder Rasmussen kom til biografen som en ivrig filmamatør med flere års erfaring som smalfilmsfotograf og som grundlægger af en smalfilmsklub, og han havde deltaget i driften af Kino et par måneder før overtagelsen. I sommeren 1979 blev ombygningen skudt i gang og først i december kunne Kino 1 med plads til 200 mennesker og Kino 2 med plads til 75 tages i brug, Kino 3 skulle først tages i brug når pengene og teknikken var til det. Dette skete i november 1981, hvor Kinos mindste sal med plads til 64 personer slog dørene op for publikum. Som ekstra gevinst for biografen betød dette, at Kino blev opkvalificeret hos filmleverandørerne, således kunne man nu vise nye film cirka en måned efter de havde haft Danmarkspræmiere.
 +
[[Billede:B 3756.jpg|thumb|left|200px|Indgangen til Kino-Teateret, cirka 1970. Fotograf Leif Tychsen]]
Ombygningen af Kino var sket på baggrund af et ændret forbrugsmønster. Folk ønskede et større filmudvalg og konkurrencen fra tv og ikke mindst videoen var blevet hårdere og hårdere, mange danske biografer fandt sig derfor efterhånden i en dybere og dybere krise. Det var for at imødese disse tendenser, at den store sal måtte vige for tre mindre. Biografdirektøren mærkede dog presset på trods af at Kino gik godt måtte der til stadighed nye tiltag til. Således kom der flere foredrag på programmet, nye former for markedsføring blev afprøvet og man begyndte at udleje videofilm fra biografen.
Ombygningen af Kino var sket på baggrund af et ændret forbrugsmønster. Folk ønskede et større filmudvalg og konkurrencen fra tv og ikke mindst videoen var blevet hårdere og hårdere, mange danske biografer fandt sig derfor efterhånden i en dybere og dybere krise. Det var for at imødese disse tendenser, at den store sal måtte vige for tre mindre. Biografdirektøren mærkede dog presset på trods af at Kino gik godt måtte der til stadighed nye tiltag til. Således kom der flere foredrag på programmet, nye former for markedsføring blev afprøvet og man begyndte at udleje videofilm fra biografen.
 +
[[Billede:B 23483.jpg|thumb|150px|Biografejer Hans Peder Rasmussen overdrager i sommeren 1983 præmien i en ET tegnkonkurrence til den glade vinder.]]
'''De sidste år'''
'''De sidste år'''
Det var dog ikke på grund af konkurrencen fra VHS formatet at biografen måtte lukke 1. maj 1988, derimod var en af de medvirkende faktorer biografdirektøren med tiden var blevet mere og mere involveret i filmdistribution i Danmark. Hans Peter Rasmussen tiltrådte i juni 1987 en stilling som filmchef for Juno Medias danske afdeling, og han måtte derfor flytte til København. Hurtigt blev det klart at han ikke kunne varetage begge hverv, og jagten gik derfor ind på en ny biografdirektør. Flere løsninger blev bragt på banen, blandt andet blev både kommunen og flere borgergrupper tilbudt biografen gratis mod at de overtog gælden på godt 1,4 mio. i den.  
Det var dog ikke på grund af konkurrencen fra VHS formatet at biografen måtte lukke 1. maj 1988, derimod var en af de medvirkende faktorer biografdirektøren med tiden var blevet mere og mere involveret i filmdistribution i Danmark. Hans Peter Rasmussen tiltrådte i juni 1987 en stilling som filmchef for Juno Medias danske afdeling, og han måtte derfor flytte til København. Hurtigt blev det klart at han ikke kunne varetage begge hverv, og jagten gik derfor ind på en ny biografdirektør. Flere løsninger blev bragt på banen, blandt andet blev både kommunen og flere borgergrupper tilbudt biografen gratis mod at de overtog gælden på godt 1,4 mio. i den.  
 +
[[Billede:B 8649.jpg|thumb|left|280px|Kino-Teaterets sal lå i gården bag Mindet. Her fotograferet i september 1992, da Skanderborg Squash Center holdt til på adressen.]]
Ingen ønskede dog at drive biografen videre, så den 1. maj 1988 løb den sidste film over skærmen. Bygningen var blevet solgt til en gruppe mennesker der ønskede at indrette et squash- og motionscenter i lokalerne, dog ville de ikke udelukke at sal 3 kunne fortsætte som biograf. Den plan løb dog hurtigt ud i sandet og 11. marts 1989 slog Skanderborg Squash Center dørene op på adressen, Skanderborg var nu definitivt blevet landets største by uden en biograf, en titel den beholdt de næste 10 år.
Ingen ønskede dog at drive biografen videre, så den 1. maj 1988 løb den sidste film over skærmen. Bygningen var blevet solgt til en gruppe mennesker der ønskede at indrette et squash- og motionscenter i lokalerne, dog ville de ikke udelukke at sal 3 kunne fortsætte som biograf. Den plan løb dog hurtigt ud i sandet og 11. marts 1989 slog Skanderborg Squash Center dørene op på adressen, Skanderborg var nu definitivt blevet landets største by uden en biograf, en titel den beholdt de næste 10 år.
Biografkomplekset bestod dog nogle år endnu, i 1995 måtte squashcenteret imidlertid dreje nøglen om efter en konkurs. Herefter fulgt nogle omskiftelige år med skiftende brugere. I januar 1999 var det slut, i forbindelse med et byfornyelsesprojekt blev den del af komplekset, der tidligere havde huset biografsalene revet ned, og resten blev ombygget til lejligheder.
Biografkomplekset bestod dog nogle år endnu, i 1995 måtte squashcenteret imidlertid dreje nøglen om efter en konkurs. Herefter fulgt nogle omskiftelige år med skiftende brugere. I januar 1999 var det slut, i forbindelse med et byfornyelsesprojekt blev den del af komplekset, der tidligere havde huset biografsalene revet ned, og resten blev ombygget til lejligheder.

Nuværende version fra 27. jun 2013, 12:31

Indgangen til Kino-Teateret som den så ud i 1968. Fotograf Leif Tychsen.

Se evt. hovedartikel Biografer i Skanderborg

Aktiv: 5. november 1950 til 1. maj 1988 - Adresse: Mindet 7

Den nye biograf

I løbet af 1930’erne blev det klart at mulighederne for tidssvarende biografdrift i Kosmorama ved at være udtømte. Byrådet havde i forbindelse med fornyelserne af såvel Jørgen Jørgensens som hans enke Annas biograflicenser stillet som krav at en større ombygning og udvidelse, eller eventuelt flytning, var nødvendig.

Da Skanderborgs dyreste private byggeprojekt i årene efter krigen blev præsenteret i 1946 virkede det som en naturlighed at en ny stor biograf indgik som en central del af byggeriet, og biografdirektør Anna Jørgensen blev hurtigt en dal af præstigebyggeriet. Knaphed på byggematerialer og besværlige tinglysninger på byggegrunden gjorde dog at projektet først stod færdigt i 1950.

Den 5. november 1950 kunne Anna Jørgensen endelig slå dørene op, for skanderborgenserne og en lang række specielt indbudte gæster, til sin og Skanderborgs nye biograf Kino-Teateret. Blandt de fremmødte kan nævnes byggeriets arkitekt Holger Pind,
Arkitekt holger Pinds tegninger af Mindekomplekset som de så ud i 1948.
en amtmand, tre borgmestre, mange medlemmer af byrådet, samt et stort antal af byens store håndværksmestre og direktører. Endelig var Direktør Birch fra Criterion-film mødt op, de havde til lejligheden ladet biografen få dansk urpremiere på den banebrydende film ”Pip og Kvidder”.
Bag billetlugen i Kino-Teateret sad i mange år Else Marie Rasmussen. Fotograf Richardt Scharling.

Den nye biograf havde plads til 500 mennesker og var topmoderne i alle henseender, bland andet kan nævnes at lydanlægget var det nyeste fra B&O. Med den nye store sal håbede man desuden at være i stand til at tiltrække konferencer og lignende. Fra Kosmorama havde Anna Jørgensen medtaget en stor del af personalet heriblandt familien Rasmussen bestående af billetkontrollør Johannes, sønnen Viktor og svigerdatteren Else-Marie, som passede kiosken og billetsalget. Hvorvidt Kosmoramas 80årige filmoperatør Jens Sørensen fulgte med vides ikke med sikkerhed, men i forbindelse med Anna Jørgensens åbningstale takkede hun ham for 40 års tro tjeneste.

Kino-Teaterets forhal cirka 1950.



Her går det godt

Ved biografens 10 års jubilæum i 1960 havde man været så heldig at få forpremiere på ”Soldaterkammerater på vagt.” På dagen fik man desuden besøg af to af skuespillerne fra filmen. Dorthe Kollo (Lille Dorthe) og Ole Dixon (Bolle-å) underholdte med sang og musik på scenen før filmen begyndte. Over de 10 første år havde biografen vist cirka 2000 film for godt 1.200.000 besøgende, ligesom man i løbet af årene havde installeret ny teknik så biografen kunne udnytte cinemascope og wide-screen teknologierne. Over de næste år blev biografens tekniske udstyr opgraderet yderligere et par gange, derudover skete der ikke meget nyt, Anna Jørgensen kørte en strategi hvor man satsede på det sikre frem for det eksperimenterende.

Alt dette skulle dog ændre sig, 1. oktober 1968 overtog Regnar Westenholtz Pedersen biografen, han kom fra en stilling som direktør for Malling Bio og havde en masse ideer med sig. Antallet af forestillinger skulle udvides til 18 om ugen, hvilket ville give mulighed for midnatsforestillinger hvor hårde og mere uartige film kunne vises.
Inventarliste fra Kino-Teateret september 1968.
Det ville
Kino-Teaterets biograf sal som den så ud i 1950'erne.
også give mulighed for at de mest populære film kunne køre i længere tid og skabe rum for specielle forestillinger rettet mod skolebørn eller pensionister. Endelig ønskede han at skabe en filmklub som kunne hente de mere specielle og smalle film til byen.

Allerede i 1970 foretog Westenholtz den første store investering i biografen, da han installerede fremvisere, der kunne vise 70 mm formatet Todd-Ao, samtidig fik salen stereolyd og et nyt 4x11m let buet lærred. Den samlede investering beløb sig til omkring 200.000 kr. (lidt over 1,4 millioner i 2011) i forbindelse med præsentationen den 3. juni forklarede Westenholtz, at det nok var en stor investering, men det var en nødvendighed hvis biografen skulle drives rentabelt. I samme åndedræt måtte han beklage, at det over de sidste år havde vist sig at der ikke var publikum til kunstfilm i Skanderborg, hvorfor han så sig nødsaget til at lukke filmklubben (forskellige typer af filmklubber har senere eksisteret i mindre skala i biografen, alle drevet af foreninger).

Tirsdagsklubben på besøg i Kino-Teateret, cirka 1970.
Ægteparret Westenholtz drev Kino-Teateret frem til 1975 hvor han afgik ved døden, herefter drev Lis Westenholtz biografen et års tid indtil juli 1976, hvor hun solgte den til Niels Peter Nikolajsen. Niels Peter Nikolajsen overtog driften af biografen den 1. november 1976 og ændrede ved sin tiltrædelse ikke meget ved driften, dog indførte han særlige forestillinger med smallere kunstfilm, han tilstræbte et bredere udbud og højere antal af film.
Billetsæt fra Kino-Teateret. Dette sæt blev brugt ved 70mm repremieren på "Panser slaget ved Ardennerne" den 7. februar 1976.
Det store problem på dette tidspunkt var at man ikke længere kunne fylde en sal med 497 pladser to gange aften efter aften og samtidig ramme en bred målgruppe. Derfor blev en ombygningsplan lanceret hvorved der blev etableret tre sale, en med plads til 200 og to med plads til 100.
Niels Peter Nikolajsen får symbolsk overdraget en filmrulle af Lis Westenholts ved overtagelsen af Kino-Teateret 1. november 1976.

Den store ombygning

Det blev dog ikke Niels Peter Nikolajsen, der kom til at se projektet til ende, men den nye biografdirektør Hans Peder Rasmussen, som overtog Kino i januar 1979. Hans Peder Rasmussen kom til biografen som en ivrig filmamatør med flere års erfaring som smalfilmsfotograf og som grundlægger af en smalfilmsklub, og han havde deltaget i driften af Kino et par måneder før overtagelsen. I sommeren 1979 blev ombygningen skudt i gang og først i december kunne Kino 1 med plads til 200 mennesker og Kino 2 med plads til 75 tages i brug, Kino 3 skulle først tages i brug når pengene og teknikken var til det. Dette skete i november 1981, hvor Kinos mindste sal med plads til 64 personer slog dørene op for publikum. Som ekstra gevinst for biografen betød dette, at Kino blev opkvalificeret hos filmleverandørerne, således kunne man nu vise nye film cirka en måned efter de havde haft Danmarkspræmiere.

Indgangen til Kino-Teateret, cirka 1970. Fotograf Leif Tychsen

Ombygningen af Kino var sket på baggrund af et ændret forbrugsmønster. Folk ønskede et større filmudvalg og konkurrencen fra tv og ikke mindst videoen var blevet hårdere og hårdere, mange danske biografer fandt sig derfor efterhånden i en dybere og dybere krise. Det var for at imødese disse tendenser, at den store sal måtte vige for tre mindre. Biografdirektøren mærkede dog presset på trods af at Kino gik godt måtte der til stadighed nye tiltag til. Således kom der flere foredrag på programmet, nye former for markedsføring blev afprøvet og man begyndte at udleje videofilm fra biografen.

Biografejer Hans Peder Rasmussen overdrager i sommeren 1983 præmien i en ET tegnkonkurrence til den glade vinder.

De sidste år

Det var dog ikke på grund af konkurrencen fra VHS formatet at biografen måtte lukke 1. maj 1988, derimod var en af de medvirkende faktorer biografdirektøren med tiden var blevet mere og mere involveret i filmdistribution i Danmark. Hans Peter Rasmussen tiltrådte i juni 1987 en stilling som filmchef for Juno Medias danske afdeling, og han måtte derfor flytte til København. Hurtigt blev det klart at han ikke kunne varetage begge hverv, og jagten gik derfor ind på en ny biografdirektør. Flere løsninger blev bragt på banen, blandt andet blev både kommunen og flere borgergrupper tilbudt biografen gratis mod at de overtog gælden på godt 1,4 mio. i den.

Kino-Teaterets sal lå i gården bag Mindet. Her fotograferet i september 1992, da Skanderborg Squash Center holdt til på adressen.

Ingen ønskede dog at drive biografen videre, så den 1. maj 1988 løb den sidste film over skærmen. Bygningen var blevet solgt til en gruppe mennesker der ønskede at indrette et squash- og motionscenter i lokalerne, dog ville de ikke udelukke at sal 3 kunne fortsætte som biograf. Den plan løb dog hurtigt ud i sandet og 11. marts 1989 slog Skanderborg Squash Center dørene op på adressen, Skanderborg var nu definitivt blevet landets største by uden en biograf, en titel den beholdt de næste 10 år. Biografkomplekset bestod dog nogle år endnu, i 1995 måtte squashcenteret imidlertid dreje nøglen om efter en konkurs. Herefter fulgt nogle omskiftelige år med skiftende brugere. I januar 1999 var det slut, i forbindelse med et byfornyelsesprojekt blev den del af komplekset, der tidligere havde huset biografsalene revet ned, og resten blev ombygget til lejligheder.


Kilder:

Skanderborg Amts Avis, Midtjyllands avis, Ugeavisen, Lokal avisen Århus Stiftstidende & Skanderborg Social-Demokrat fra årene 1930 til 1999.

Skanderborg Historiske Arkiv

Powered by MediaWiki