Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Læger og advokater i Skanderborg

Fra Skanderborg Leksikon

(Oprettede siden med 'Vi er tilbage i en tid, hvor Skanderborg stadig var en lille indesluttet købstad. Fra slutningen af 1960erne startede udviklingen til den by vi kender i dag, som har sit særp…')
Linje 3: Linje 3:
Men tilbage til 50’erne og 60erne. Byens læger var i forhold til advokaterne de mest kendte. Sygehuset, som blev nedlagt i 1990erne, havde 3 dygtige overlæger,  Ottesen, Arne Bloch og Niels Harhoff. Så var der amtslæge Wiingaard, som var forud for sin tid. Han var på kant med byrådet, da han som ansvarlig for byens sundhed mente, at slagteriets udledning af spildevand i søen var skadelig for børnenes badning i søen. Det mente byrådet var en overdreven omsorg.
Men tilbage til 50’erne og 60erne. Byens læger var i forhold til advokaterne de mest kendte. Sygehuset, som blev nedlagt i 1990erne, havde 3 dygtige overlæger,  Ottesen, Arne Bloch og Niels Harhoff. Så var der amtslæge Wiingaard, som var forud for sin tid. Han var på kant med byrådet, da han som ansvarlig for byens sundhed mente, at slagteriets udledning af spildevand i søen var skadelig for børnenes badning i søen. Det mente byrådet var en overdreven omsorg.
-
Men det var de 4 praktiserende læger, som var de kendte. Det var dem områdets indbyggere kom i berøring med. Man så dem på gaden. Lægerne var de samme i hele perioden: Christoffersen, Axelsen, Kalum og Leth-Sørensen. De havde alle enkeltmandspraksis, havde ikke sekretærer og havde bopæl og praksis samme sted. Der var ingen tidsbestilling. Man kom i konsultationstiden, og sad i venteværelset til det var ens tur. Om eftermiddagen så man lægerne køre ud på sygebesøg. Her var dr. Christoffersen mest synlig om sommeren i sin åbne bil. Man kendte også Christoffersen fra Kino, hvor han og hans kone vist så alle de film, som biografen havde på programmet. Det var før Fjernsynets tid.  
+
Men det var de 4 praktiserende læger, som var de kendte. Det var dem områdets indbyggere kom i berøring med. Man så dem på gaden. Lægerne var de samme i hele perioden: Christoffersen, Axelsen, Kalum og Leth-Sørensen. Bortset fra Christoffersen, der i perioden fik en kompagnon, havde de alle enkeltmandspraksis, havde ikke sekretærer og havde bopæl og praksis samme sted. Der var ingen tidsbestilling. Man kom i konsultationstiden, og sad i venteværelset til det var ens tur. Om eftermiddagen så man lægerne køre ud på sygebesøg. Her var dr. Christoffersen mest synlig om sommeren i sin åbne bil. Man kendte også Christoffersen fra Kino, hvor han og hans kone vist så alle de film, som biografen havde på programmet. Det var før Fjernsynets tid.  
Dr. Kalums hus på hjørnet af Adelgade og Emilievej ser i dag fuldstændig ud som for 70 år siden. Vinduerne er diskret dækket af hvide gardiner som dengang. Dr. Axelsens lille røde hus lå på Møllegade 7 - nu Ole Lund Kirkegaards stræde, og Axelsen var nabo til tandlæge Kirkegaard, hvor Ole Lund Kirkegaard havde sit barndomshjem. Dr. Christoffersen havde lejlighed og praksis ovenpå Amtsavisen i Adelgade 115, hvor Ugebladet nu holder til. Endelig havde dr. Leth-Sørensen det smukke høje røde hus Adelgade 50 ved siden af det daværende posthus. Lægeboligen er nu en antikvitetsforretning.  
Dr. Kalums hus på hjørnet af Adelgade og Emilievej ser i dag fuldstændig ud som for 70 år siden. Vinduerne er diskret dækket af hvide gardiner som dengang. Dr. Axelsens lille røde hus lå på Møllegade 7 - nu Ole Lund Kirkegaards stræde, og Axelsen var nabo til tandlæge Kirkegaard, hvor Ole Lund Kirkegaard havde sit barndomshjem. Dr. Christoffersen havde lejlighed og praksis ovenpå Amtsavisen i Adelgade 115, hvor Ugebladet nu holder til. Endelig havde dr. Leth-Sørensen det smukke høje røde hus Adelgade 50 ved siden af det daværende posthus. Lægeboligen er nu en antikvitetsforretning.  

Versionen fra 4. dec 2019, 09:28

Vi er tilbage i en tid, hvor Skanderborg stadig var en lille indesluttet købstad. Fra slutningen af 1960erne startede udviklingen til den by vi kender i dag, som har sit særpræg, men som på mange områder er en forstand til Århus. Byens læger og advokater står i dag mere uklart for borgerne end i de såkaldte gode gamle dage.

Men tilbage til 50’erne og 60erne. Byens læger var i forhold til advokaterne de mest kendte. Sygehuset, som blev nedlagt i 1990erne, havde 3 dygtige overlæger, Ottesen, Arne Bloch og Niels Harhoff. Så var der amtslæge Wiingaard, som var forud for sin tid. Han var på kant med byrådet, da han som ansvarlig for byens sundhed mente, at slagteriets udledning af spildevand i søen var skadelig for børnenes badning i søen. Det mente byrådet var en overdreven omsorg.

Men det var de 4 praktiserende læger, som var de kendte. Det var dem områdets indbyggere kom i berøring med. Man så dem på gaden. Lægerne var de samme i hele perioden: Christoffersen, Axelsen, Kalum og Leth-Sørensen. Bortset fra Christoffersen, der i perioden fik en kompagnon, havde de alle enkeltmandspraksis, havde ikke sekretærer og havde bopæl og praksis samme sted. Der var ingen tidsbestilling. Man kom i konsultationstiden, og sad i venteværelset til det var ens tur. Om eftermiddagen så man lægerne køre ud på sygebesøg. Her var dr. Christoffersen mest synlig om sommeren i sin åbne bil. Man kendte også Christoffersen fra Kino, hvor han og hans kone vist så alle de film, som biografen havde på programmet. Det var før Fjernsynets tid.

Dr. Kalums hus på hjørnet af Adelgade og Emilievej ser i dag fuldstændig ud som for 70 år siden. Vinduerne er diskret dækket af hvide gardiner som dengang. Dr. Axelsens lille røde hus lå på Møllegade 7 - nu Ole Lund Kirkegaards stræde, og Axelsen var nabo til tandlæge Kirkegaard, hvor Ole Lund Kirkegaard havde sit barndomshjem. Dr. Christoffersen havde lejlighed og praksis ovenpå Amtsavisen i Adelgade 115, hvor Ugebladet nu holder til. Endelig havde dr. Leth-Sørensen det smukke høje røde hus Adelgade 50 ved siden af det daværende posthus. Lægeboligen er nu en antikvitetsforretning.

Det er karakteristisk, at ingen af lægerne blandede sig i byens politiske liv. Hvis de overhovet havde tillidsposter, var som bestyrelsesmedlem i lokalforeningen af en sygdomsbekæmpende forening. De passede deres lægepraksis.

Der var i Skanderborg 3 advokatfirmaer, der næsten havde eksisteret altid. De havde naturligvis alle havde kontor på Adelgade. I modsætning til lægerne havde de et rigtigt kontorpersonale med skødeskrivning og inkasso.

Firmaerne hed fra omkring 1950 Hedegaard og Paludan-Müller, Rise og Hauberg-Lund. De var alle involveret i lokalpolitik. Mindst Hauberg-Lund. Han havde arvet Mesinggård, og var Venstre medlem af Adslev-Mesing sogneråd. Firmaet Hedegaard og Paludan-Müller var fra gammel tid knyttet til Venstre, og her var det Paludan-Müller, der straks da han kom til firmaet i begyndelse af 1950erne, måtte træde ind i arvefølgen. Rise var konservativ, og det var også en rolle, som han havde arvet fra sin forgænger.

Selv om advokaterne var gode kollegaer, var der dog politiske spændinger mellem Venstre kontoret og det konservative firma. Det kom især til udtryk efter byrådsvalget i 1958, hvor byen var rystet over, at den enlige konservative i byrådet støttede den socialdemokratiske borgmesterkandidat, så bankdirektør Øhrstrøm fra den store bank - nu Danske Bank - blev snydt for borgmesterposten. Advokat Rise stod som tidligere konservativt byrådsmedlem bag kuppet, og Paludan-Müller betegnede offentligt kollegaen “som Andelsbankens advokat”, og antydede dermed, at det også var en bankstrid. Realiteten var, at Venstre og Skanderborg Bank stod tilbage som tabere efter et vundet byrådsvalg. Det var bittert, og der var flere år, hvor der blev hilst meget afmålt.

Paludan-Müller kom i byrådet, og med nye folk i byrådet, var han med til at forsone de 2 partier, så de konservative fra 1974 støttede en Venstre-borgmester. Den gamle strid for begravet.

Advokaterne var på alle måder aktive i byens foreninger, banker og sparekasser. Der var hele tiden generalforsamlinger, der skulle ledes. Det var en del af deres forretning at være kendt.

I tiden efter 1970, hvor byen voksede, kom der flere læger og advokater til byen, og tiden med de kendte ansigter på Adelgade og i byens foreningsliv var uigenkaldeligt forbi.

Svend Paludan-Müller

Powered by MediaWiki