Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Skanderborg Julemærke

Fra Skanderborg Leksikon

Skanderborg Julemærke udkom fra 1978 til 2002. Tegner og skolepsykolog Peter Overgard fortæller her om julemærkets historie.

I 2002 udkom Skanderborg Julemærke for 25.gang – jubilæet blev markeret ved en reception i Kulturhuset Skanderborg. Som der fremgår af illustrationen, var julemærke-motivet stuehuset til Vester Mølle. Stedet var endnu engang blevet det store samtaleemne i Skanderborg, fordi der pludselig så ud til at komme realiter bag mange års snak om restaurering og renovering af Vester Mølle – herunder Riddersalen , der havde fungeret som sommerrestaurant i gamle dage. For julemærkekomiteen og julemærkets stifter, skolebibliotekar Eyvind Myhre Jensen, var der derfor ingen tvivl: Et motiv fra Vester Mølle måtte på årets mærke. I begyndelsen af september kontaktede Myhre Jensen derfor tegneren – det var undertegnede – for at vi kunne mødes og drøfte motivvalget. Nu var det ikke sådan, at jeg skulle godkende valget , men jeg måtte selvfølgelig gerne komme med betænkeligheder i forhold til om motivet overhovedet kunne anvendes – ” i kunstnerisk forstand”. Og det blev aktuelt denne gang, hvor Myhre Jensen havde tænkt sig, at Riddersalen skulle afbildes. Efter at jeg havde været på ”research”, måtte jeg anbefale, at hovedbygningen blev valgt i stedet. Den var mere repræsentativ, hvor Riddersalen nok ville være kommet til at signalere forfald – uanset hvor meget jeg havde forsøgt at ”pynte” på fremstillingen. Dette accepterede Myhre Jensen. Dermed var processen sat i gang på vanlig positiv måde – men alle medvirkende havde jo også efterhånden træningen. Lige fra julemærkekomiteen (en del af bestyrelsen for Grænseforeningens lokalafdeling i Skanderborg), bogtrykker Jens Christensen, Skanderborg Historiske Arkiv og til mig selv.


Indholdsfortegnelse

Starten.

Tilbage i 1978 fik Myhre Jensen i Grænseforeningen opbakning til ideen om et lokalt julemærke. Overskuddet herfra skulle uddeles som tilskud til skoleklasser, der valgte at tage på lejrskole i grænselandet. For at gøre sig fortjent til tilskuddet skulle disse klasser medvirke ved salget. Og sådan blev det. Hvert år i december gav Myhre Jensen eller en anden fra komiteen de tilmeldte klasser en stabel julemærkeark – og tildelte den en del af skoledistriktet at foretage dørsalg i. Hver klasselærer sørgede for det praktiske mht. fordeling til eleverne og regnskab. Desuden lå mærkerne til salg i byens pengeinstitutter.

Julemærkemotiverne.

At ideen fængede, havde utvivlsomt også meget at gøre med, at Myhre Jensen fik engageret Karl Johan Larsen, der dengang var lærer på Virring skole, til at tegne. Karl Johan var allerede kendt i mange sammenhænge for sine tuschtegninger og akvareller. De første mærker viste byens og omegnens kirker – og, da det jo var et julemærke - med sne på. Konceptet var tidligt på plads: Gerne sne, men ikke nisser! Sener kom aktualiteten med – og til sidst mht. sneen: Hver gang!

Da der ikke var flere kirker at afbilde, kom slotsbanken ved slotskirken med, derefter rådhuset, den gamle banegård m.fl.

År efter år gav mærkerne, som bogtrykker Brix producerede i Amtsbogtrykkeriet i Skanderborg, det forventede overskud, men så kom der pludselig et dårligt år! Illerupudgravningerne ved Skanderborg var et brandvarmt emne det år, og derfor blev motivet en gengivelse af en forhistorisk maske. Karl Johan akvarel fejlede ingenting, men man havde vovet at afvige fra julemærkets koncept. Det blev afstraffet af forbrugerne, der ikke ville frankere juleposten med et mærke uden sne - endsige noget som helst juleagtigt.

Myhre Jensen glemte aldrig det år uden overskud. Mange år efter mindedes han stadig dette mærke under vore møder. Han kædede det næsten altid sammen med et andet mærke, hvor der var sket en form for uheld.

Årets motiv var den tidligere banegård. Alt gik ellers som det skulle: Karl Johans akvarel var i top. Man så banegården forfra – snedækket naturligvis – med fuldmånen over taget. Salget var godt i gang, men så startede der pludselig en mindre polemik i den lokale presse. En filatelist, der trofast købte sit ark hvert år, var blevet utilfreds med månen på årets mærke. Han havde fundet ud af, at månen aldrig kunne ses netop der - som fuldmåne! Kort sagt: Kunne det virkelig være rigtigt, at kunstnere blot kunne strø om sig med måner, hvor det passede dem?

Præsentationen af julemærket 1982. Fra venstre karl Johan larsen, bogtrykker harry brix og Ejvind Myhre jensen

Myhre Jensen måtte insistere på kunstnerisk frihed! Men uberørt af sagen var han ikke. Man pegede ikke fingre at det, Myhre Jensen stod for! Vanen tro var hans forberedelser nemlig altid formidable - netop for at undgå fejl.

Det var således også kendetegnende for resten af årene - det fejlfrie. bortset fra til sidst, hvor han havde overgivet ledelsen af processen til komiteen. Han var kommet op i firserne og kunne ikke overkomme arbejdet længere, men han fulgte godt med i, hvordan det gik hans ”barn”. Min start som tegner blev foranlediget af Karl Johans pludselige død i 1988. Myhre Jensen henvendte sig til mig og spurgte, om jeg ville overtage posten. Han kendte mig fra Morten Brørup skolen, hvor vi indtil få år forinden havde været kolleger som skolelærere. Han vidste, at jeg nogle år før var begyndt at tegne til Fruering Vitveds kirkeblad – ” så kunne du ikke tegne vores julemærkemotiv ” spurgte han.

Det var svært for mig at sige nej til. På den anden side måtte jeg advare ham om, at jeg ikke havde beskæftiget mig med akvareller før. Han troede på, at det nok skulle lykkes. Vi fandt frem til, at årets motiv skulle være fra Borgergade. Jeg fik frie hænder i forhold til, om det skulle være et nærbillede af et par huse eller hele gaden set i perspektiv. Jeg bestemte mig ret hurtigt til ”hele gaden” skulle ses i perspektiv. Med sne på!. Det skulle være aftenstemning med lygtebelysning og lys ud af vinduerne(men selvfølgelig uden måne).

Jeg kæmpede længe med fotokopieringspapir og min gamle farvelade fra barndommen, indtil min datter kom hjem på besøg. Birgitte er grafiker – med 4 år på Kunsthåndværkerskolen i Kolding i bagagen. Hun var nærmest forfærdet over, hvordan jeg gik til værks. Jeg fik nogle klare instrukser – og besked om at købe akvarelpapir og rigtige akvarelfarver.

Det lykkedes til sidst at få en acceptabel akvarel ud af det – og få en fornemmelse af , hvordan det er at lægge sne på i september. (Alle producenter af juleillustrationer m.m. kender problemet med at komme i julestemning i september eller endnu før!) Emnet blev år efter år bragt på bane ved mærkets afsløring i starten af december: ”Peter, hvordan kan det være , der er sne på julemærket, når det ikke har sneet endnu?”

Den videre proces.

Når Myhre Jensen havde godkendt min akvarel for årets julemærke ( de blev altid godkendt, for hvad skulle manden ellers gøre, når det ikke kunne nås at lave et andet ?) – så var næste trin, at bogtrykkeren Jens Christensen, fik den til bearbejdning på sit trykkeri i Silkeborg. Der blev fremstillet en kopi i firfarvet tryk – en trykgang for hver af farverne sort, gul,blå og rød. Forinden havde en scanning fastslået, hvor meget af hver farve, akvarellen indeholdt. I de sidste år var jeg selv med i den indledende fase i Silkeborg. Det betød at jeg arbejdede sammen med en grafiker foran en computerskærm. Her kunne han bearbejde motivet på utallige måder. Jeg fik lov til at bestemme farvetone, belysning, kontrast etc. Endelig indkopieredes årstallet, motivets titel og kunstnerens navn! Selve produktionen indbefattede herefter nedfotografering til 25 mærker pr. ark og perforering.

Efter indførelsen af computerteknikken foreslog jeg, at der blev fremstillet et antal kopier af originalen i størrelsen 1/1 (hvilket ville sige A3 format), som kunne købes for 50 kr.pr. stk. Ideen var at kompensere lidt for det faldende salg af mærker. Når de første ark var blevet trykt, monterede jeg et af dem (sommetider også sammen med enkeltfarvetryk) foruden originalen og eventuelle skitser på et stort ark hvid karton. Dette tilgik Skanderborg Historiske Arkiv, som Myhre Jensen allerede i 1987 havde lavet følgende aftale med: Arkivet sørgede for indramning og opbevaring af alle eksemplarer af Skanderborg Julemærke – og fik copyright til dem. Hvert år i december og januar udstillede Kildegårdens Kunstudvalg det nye og alle de forrige mærker på Kildegården

Reception

For mit vedkommende var arbejdet med årets mærke nu forbi. Forude ventede receptionen, der som sagt altid fandt sted i starten af december. Trykkeriet var vært ved dette arrangement for grænseforeningens medlemmer, enkelte samlere og den lokale presse, hvor Jens og Emma Christemsen serverede en let anretning med hvidvin for os. Efter at Myhre Jensen havde indledt, præsenterede Jens mærket med kommentarer til teknikken. Efter et par hyggelige timer havde lokalpressen fået taget et par fotos, julemærkekomiteen havde fået solgt mærker og kunstneren fået skamros.


Jubilæum

I slutningen af 1990´erne videregav Myhre Jensen på grund af alder ledelsen af Grænseforeningen til skoleinspektør Hans Bladt - og denne overtog også ledelsen af Julemærkekomiteen. I 2002 arrangerede komiteen en offentlig reception i Kulturhuset, da man var kommet i tanker om , at der var 25 års jubilæum. (Forinden var der en mindre disput, idet nogle indvendte at når starten var 1978 og året nu var 2002, så måtte den forløbne tid være 24 år! Men de blev korrigeret af de andre: Både 1978 og 2002 måtte tælles med. Ergo var det 25. gang julemærket udkom).

De forrige 24 foregående julemærker - i rammer - var blevet hentet på Det historiske Arkiv og udstillet til receptionen sammen med det nyeste mærke, så gæsterne kunne se hele samlingen.

Ydermere havde komiteen fået overtalt daværende borgmester Alexander Aagaard til at holde indledningstale. Hans tale var inspireret af det daværende aktuelle begreb ”branding”. Her kædede han Skanderborg Julemærke sammen med andre tiltag, som kommunen havde gang i for at ”brande” Skanderborg. Alt i alt blev det et flot arrangement.

Svanesang

Men desværre viste det sig hen på foråret, at økonomien i julemærket var meget dårlig. Der var flere forhold, der påvirkede omsætningen negativt. Blandt andet den stærkt reducerede julepost. Tilbage i 1990´erne da det gik allerbedst, kunne Myhre Jensen berette, at julemærker hidindtil havde givet tilskud på mere end 160.000 kr. til skoleklassernes lejrskoleture. Men nu gav mærket faktisk underskud, og derfor måtte det ”gå ind” . Skanderborg Julemærkes 25 års jubilæum var dermed også dets svanesang. Om samlingen af 25 indrammede originale akvareller stadig kan bruges til noget, ved jeg ikke . Usædvanlig er den da i hvert fald. Mere tør jeg ikke sige. Jeg er vist inhabil i denne sammenhæng.

Vester Mølle

I skrivende stund - 2009 - er Vester Mølle midt i et stort projekt til mange millioner for at blive omdannet til kultur- og aktivitetscenter. Det bliver indrettet med virtuelt museum, historiske udstillinger ,restaurant og mødelokaler m.m.. På denne måde tilhører Vester Mølle fremtiden, hvor julemærket tilhører fortiden.

Men Myhre Jensen, som ikke lever længere, ville nok have hæftet sig ved, at Skanderborg julemærket dog fandt et sidste motiv, som pegede mod fremtiden.

Kilder:

Peter Overgaard

Skanderborg Historiske Arkiv

Powered by MediaWiki