Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Skanderborg Museum

Fra Skanderborg Leksikon

Indholdsfortegnelse

Grundstamme til et Musæum..

Det første tiltag til et museum i Skanderborg går tilbage til 1913, hvor Skanderborg by får tilbudt en stor oldsagssamling efter afdøde sagfører Herman Christian Arent, Skanderborg. H. C. Arent ønskede, at samlingen på omkring 10.000 oldsager ” skulle blive Grundstamme til et Musæum eller dog som et for Almenheden tilgængeligt Minde om den fjærne Fortid”.

Skanderborg Slots historie hører blandt de kerneområder, som museet dokumenterer og formidler. Det lille oliemaleri fra 1746 indgår i museets samling.

Oldsager i Slotskirkens tårn

Samlingen blev rigtig nok begyndelsen på et museum, selvom gaven betød vanskeligheder for byen. Der fandtes ingen bygning, der umiddelbart kunne huse oldsagerne, men efter mange overvejelser besluttede byrådet at opstille Arents samling i et af Slotskirkens tårnrum.

Forholdene var trange og kritisable og udstillingen i kirketårnet fik begrænset levetid, og den blev lukket i 1951.

Fra udgravning af helligkilden ved Skvæt Mølle. Fra venstre er det Chr. Holtet, bankdirektør Østergaard og kæmner C.R.Jacobsen.
Niels Gjesing viser frem i museets magasin ca. 1965.

Christian Holtet og Skanderborg Museum

Overretssagfører Christian Holtet var i mange år tilsynsførende med oldsagssamlingen, og han var desuden en ivrig amatørarkæolog, der var optaget af udgravninger i Skanderborgs opland. Holtet beskrev udgravningerne og han var desuden en ivrig skribent, hvad angik egnens historie, som han beskrev i bøgerne ” Blade af Skanderborg Bys Historie” i 1933 og ” Kong Frederik den Sjettes Mindemærke” fra 1945. Holtet døde i 1951. Fem år efter udkom nogle af hans efterladte skrifter i bogen ” Skanderborg. Glimt fra By og Egn”.


Udgravninger i Illerup ådal og Skanderborg Museum

Den 5. Maj 1950 blev der gravet drængrøfter i engen i Illerup ådal. Pludselig væltede spydspidser, lansespidser, ødelagte sværd og skjoldbuler op med tørven. Dræningsmesteren sendte straks bud efter Christian Holtet fra Skanderborg Museum. Holtet så med det samme, at her var tale om noget stort, hvorpå han tilkaldte professor Glob fra Århus Museum. Og ja, det viste sig at være et omfattende fund, som det ville tage arkæologerne 18 år at udgrave 40% af. Udgravninger i ådalen fandt sted fra 1950-56 og igen fra 1975-85. De 15.000 imponerende genstande, som er blevet fremdraget af mosen, viste sig at stamme fra store krigerskarer, der omkring 200 e. Kr. og ved senere ligheder angreb Østjylland, men blev slået. For at håne de besejrede, der især kom fra Syd – og Vestnorge, blev deres våben knust, bøjet og brækket og hesteudstyrene hugget i stykker. Herefter blev det ødelagte krigsbytte ofret i en hellig sø i den nuværende Illerup ådal.


Museumsforeningen for Skanderborg og omegn

Det arkæologiske arbejde i ådalen fik en stor betydning for Skanderborg Museum. Udgravningerne i Illerup ådal kom som en øjenåbner til forhistorien. Ind i billedet kom en gruppe lokale interesserede med lærer Niels Gjesing i spidsen, og den i 1952 stiftedes Museumsforeningen for Skanderborg og omegn.

Hensigten var at etablere et museum med faste udstillinger, og grunden blev lagt til et historisk arkiv, hvor indsamlet materiale skulle arkiveres. Foreningens bestyrelse kastede sig over større arkæologiske arbejder med udgravningshold bestående af amatørarkæologer. Mindre bevågenhed fik egnens bondekultur, som var på vej til at forsvinde og burde have gjort krav på bevaring for eftertiden.


På jagt efter lokaler

Det essentielle for museumsforeningen, nemlig en egnet museumsbygning, var en vanskelig sag. Flere emner var i spil, bl.a. gæstgivergården ” Jylland ”, Adelgade 49. Bygningen var centralt beliggende, og ”Rammerne stod klædeligt og passede til Museumsgenstandene”, som Skanderborg Amtsavis skrev.. Senere tanker om museum i det gamle sygehus på Bakken og Borgergade 15 blev ligeledes opgivet. Men antallet af genstande, og især oldsager, var steget igennem årene, og i 1954 stillede det tidligere Amtsavisens trykkeri, Adelgade 115, et kælderlokale til rådighed for de mange museumsgenstande. I det overfyldte mørke og støvede rum sad Niels Gjesing i sin fritid og registrerede nytilkomne sager. Niels Gjesing havde stadig en vision for et museum: ” Drømmen om et rigtigt museum er der stadig. Jeg har mine ideer om, hvordan et sådant museum i 1958 skal se ud. Det skal ligge ved Hovedvej 10 med et tiltrækkende skilt oppe på vejen. Det skal være et smukt, gammelt hus, og kun en brøkdel af vore fund skal udstilles. Bilister har aldrig nok at køre efter om søndagen, og hvad ville da være bedre, end at de kunne nyde deres kaffe i Museumskroen, hvor et par ældre mennesker kunne servere kaffe i stenalder- omgivelser, eller hvor vi kunne få anvendt den gamle øltønde til et godt glas fadøl”.


En velbesøgt udstilling

De følgende mange år lå museumsforeningen i dvale, indtil den nye formand, konsulent Johs. Olesen i 1966 indgik et samarbejde med Skanderborg Rotary klub om en udstilling: ” Mit kæreste eje”. Udstillingen i Morten Børup skolens aula blev en stor succes med 2200 besøgende. Samme år bevilgede byrådet et lokale til museumssamlingen på Morten Børup skolens loft. Lokale virksomheder fra byen gav årligt tilskud til museumsarbejdet, som bl.a. fik hjælp ad ” tirsdagsklubben”, et antal frivillige der brændte for sagen.Museumsforeningen havde oprettet tre udvalg: et kunstudvalg, et kulturhistorisk udvalg og et forhistorisk udvalg. Det følgende år udgav museumsforeningen årsskriftet ” Skvæt” og medlemstallet nåede 175.

Museumsskriftet havde taget navn efter den fredede Skvæt Mølle, som lå ved Oddervej. Skvæt Mølle var nu kommet i kikkerten som levende museum og nybygning, som kunne rumme museum og byhistorisk arkiv. Planerne foldede sig ud, og der var kontakter til Moesgård Museum og Nationalmuseet om henholdsvis placering af Illerup fund i Skanderborg og hjælp til restaurering af møllen. Ideen om museum i Skvæt Mølle blev endelig skinlagt i 1972, da møllen blev hærget af en brand og resterne derefter blev nedrevet.


Selvejende institution med vedtægter og arbejdsområde

Ved årsskiftet til 1970 vedtog byrådet vedtægter for Skanderborg Museum, som skulle være en selvejende institution med egen bestyrelse og med arbejdsområde i Skanderborg og Hørning Kommuner, Vedslet og Yding sogne af Gedved Kommune, Dover sogn af Ry Kommune, Storring og Stjær sogne af Galten Kommune samt Voerladegård sogn af Brædstrup Kommune. Morten Børup skoles loft lagde forsat lokaler til museumsarbejdet, som var blevet omfangsrigt med administration, kustodevagter og opstilling af en permanent, kulturhistorisk udstilling, der åbnede i 1971. Fast medhjælp var blevet nødvendigt, og i september 1969 blev konduktør Herbert Madsen ansat som museumsassistent. Herbert Madsens store interesse og viden kom museet til at nyde godt af i 22 år, hvor han var den daglige leder for Skanderborg Museum indtil han gik på pension i 1992. Museumsforeningen var samtidig godt i gang med sit arbejde hen mod en statsanerkendelse af Skanderborg Museum. Foreningens arkivudvalg havde siden 1972 arbejdet for et egnsarkiv og Skanderborg Egnsarkiv blev indviet i 1974 med ledelse af advokat Ole Koefoed Nielsen.

Fra venstre arkivar Leif Juul Pedersen, museets formand Jørgen Brinch, museumsinspektør Helle Reinholdt og museumsleder Herbert Madsen.1984.

Arkivet fik adresse i byens tidligere dommerkontor, Adelgade 5.

Museet flytter til Dommergården

Dommergårdens privatbolig på Adelgade 5 var blevet afhændet af justitsministeriet til Skanderborg Kommune, som vedtog, at bygningerne og den en tønde land store have ned til Lille sø og med udsigt til Slotsbanken blev overdraget til Skanderborg Museum. En smuk placering i byens ældste del.

I 1978 fik museet nøglerne til bygningen og blev hermed nabo til Egnsarkivet.Dommerens toetages bolig skulle benyttes til museets administration og udstillinger. I 1981 blev det nye Skanderborg Museum indviet med en permanent udstilling, som i de følgende år blev udbygget under Herbert Madsens kyndige ledelse.


Museets statsanerkendelse

Sammen med museumsforeningen skabte Herbert Madsen grundlaget for, at en statsanerkendelse af Skanderborg museum kunne falde på plads. Museet havde fået godkendt den museumsmæssige standard, bygninger og lokaleforhold. Byrådet bevilgede det nødvendige driftstilskud, der kunne udløse statstilskud og derved muliggjorde Kulturministeriets krav om den tilstrækkelige personalenormering, nemlig en uddannet middelalderarkæolog og en bogholder. Skanderborg Egnsarkiv med cand.mag. i historie Leif Juul Pedersen som daglig leder blev desuden en afdeling af museet. Museet ansatte regnskabsassistent Grethe Mikkelsen som bogholder. Helle Reinholdt, cand.mag. i arkæologi blev ansat som inspektør på halv tid. Museumsleder Herbert Madsen, Helle Reinholdt og Leif Juul Pedersen udgjorde nu museets faglige trekløver.

Statsanerkendelsen i 1984 betød anderledes vilkår for museet. Der var faste faglige krav fra Kulturministeriet men samtidig nye muligheder, også hvad angik supplerende økonomi. Museet fik en bestyrelse, som kom til at bestå af fem medlemmer fra museumsforeningens bestyrelse samt to udpeget af Skanderborg Byråd, arkivaren var observatør og inspektøren sekretær. Direktør Jørgen Brinch var bestyrelsesformand indtil sin død i 1998, herefter fik advokat Ole Koefoed Nielsen formandsposten, indtil arkitekt Jørgen Frost Larsen i 2002 blev formand for museumsbestyrelsen. Arbejdsområdet med ansvar over for Kulturministeren blev afgrænset til Skanderborg og Hørning Kommuner samt den del af Ry Kommune, der lå øst for Gudenåen. Museet fik ansvar for både det arkæologiske, dvs. tidsmæssigt fra de ældste tider til ca. 1550, og for nyere tid opgaver fra reformationen og til nutiden.


”De fem søjler”

Det kulturhistoriske Skanderborg Museum arbejder med det, man i museumsverden populært kalder ”de fem søjler”, som i princippet er ligeværdige: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling.

Museumsinspektør Helle Reinholdt.1985.

Indsamling og registrering

Da museet var ungt modtog man med glæde størstedelen af de effekter, som Kommunens borgere ønskede at forære museet, så længe tingene hørte hjemme eller havde været brugt i området. Det hang sammen med museets arbejde med at nå frem til statsanerkendelse. Dette krævede en passende samling fra såvel oldtid som nyere tid. Museet førte med andre ord en passiv indsamling. De sidste mange år er museet blevet langt mere restriktiv. Man arbejder helst med aktiv indsamling med fokus på særlige emner, som er eller var et særkende for Skanderborg området. Det kan være malerier eller tegninger, der dokumenterer et forsvundet eller ændret bybillede. Også effekter fra byens store virksomhed A. Blom har interesse. Andre emner kan være oplysninger om Den Yngste Festival og Skanderborg Festival eller personlige erindringer fra borgerne.Viften er stor, og ideen er, at museets samling afspejler byens og egnens særkende gennem tiden.Museet registrerer naturligvis alle indkomne sager. Når sagerne er indgået i samlingen, kan de ikke udskilles. De hastige ændringer af vort samfund giver sig til stadighed fysiske udtryk, som gør krav på at blive registreret, før de forsvinder. Museet går i marken og dokumenterer, hvor det skønnes vigtigt. Det kan være tale om bygninger, som står foran nedrivning eller gadebilleder, som totalt ændrer udseende. På for eksempel landbrugsejendomme kan det bidrage til helt nye landskaber, hvis der tilføres kæmpestore stalde og andre driftsbygninger.Gravminder har også høj prioritet for museet.Gravstene indeholder nemlig mange spændende oplysninger om tidsperioder, samfund og personer. Derfor har Skanderborg Museum været tilsluttet et nationalt registreringsprojekt vedrørende bevaringsværdige gravminder.


Hvad skal bevares?

Selvfølgelig skal ikke alt bevares. Sådan er Museets holdning. Men særlige såkaldte kulturmiljøer vil både vor egen tid og eftertiden være taknemmelig over, at der bliver lagt restriktioner for. Uden særlige regler kan uheldige og hurtige beslutninger komme til at betyde ødelæggelser for altid. Det er naturligt, at museet indgår i Kommunens planlægning og visionsarbejde. Her kan for eksempel nævnes arbejdet med Kommuneatlas Skanderborg 1997. Atlasset beskrev bevaringsværdier i kommunen, såvel helheder som enkelte bygninger. Skanderborg ældste bydel er på det seneste navngivet Kongebyen. Her håndhæves der særlige regler for nybyggeri og ændringer.Landsbyerne Boes og Alling og andre eksempler, hvor bygninger og en særlig struktur er bevaringsværdige.


Forskning og formidling

Forskning og formidling hænger sammen. Uden forskning ingen formidling, da der altid ligger viden og undersøgelser til grund for fortællinger af enhver art. Museets formidling giver sig udtryk på mange forskellige måder: i udstillinger, ved det talte ord ved foredrag, på rundvisninger i og uden for museet. Til det sidste hører de guidede ture, hvor emner som Skanderborg by, Slotsbanken og – kirken, Dyrehaven og Illerup ådal har trukket mange tilhørere. Små og store museumsbrugere er desuden trofaste i forbindelse med f.eks. ”Efterårsferie på Skanderborg Museum”, ”Jul på museet” og ”håndarbejdets Dag”, som nogle af de årligt tilbagevendende formidlingstilbud. Arrangementerne foregår i øjenhøjde – noget museet i det hele taget bestræber sig på. En pæn skare af dynamiske frivillige gør blandt andet efterårsferie på museet særlig livlig for alle aldre.

Købmandsbutikkken på museet. 1991.

Arkæologi

Museets arkæologiske udgravningsvirksomhed er et særligt forskningsområde. Modsat før i riden udgraves i dag kun, hvor det er nødvendigt ved såkaldte nødudgravninger. Begrebet er meget dækkende, idet der kun udgraves, hvor jord og dermed viden fjernes, typisk ved nybyggeri. Kommunens udvikling og indsatsområder samt privatpersoners byggelyst påvirker på den måde museumsområdet ved udgravninger. I tider med højkonjunkturer, som det er oplevet efter år 2000, bevirker det mange store udgravninger for museet. Af store byggeprojekter kan nævnes Kildebjerg ved Ry samt Godthåb og Skanderborg bakker nord for Skanderborg. Udgravningerne har resulteret i en stor ny viden om landsbybebyggelser fra før 0 til begyndelsen af middelalderen. Det er viden, som udbygger museets kendskab og som ellers ville gå tabt – viden om menneskers huse, husdyrs stalde, marker og hegn, der afgrænsede landsbyen. Viden om nedgravede hytter, hvor tekstiler blev vævet, om køkkenudstyr fra hverdagen og smykker ag ædelmetal, som måske var fremme ved højtider – og som blev tabt eller gik i stykker. Museet kan fortælle historien på baggrund af arkæologernes faglige rapporter, opmålinger, fotos og de fundne oldsager.


Nye afdelinger og ny ledelse

I 1989 flyttede Skanderborg Egnsarkiv til ejendommen Adelgade 46. Her var og er der langt bedre plads til det voksende arkivmateriale og den nødvendige arbejdsplads for arkivets personale. To øvrige arkiver er indgået som afdelinger af museet: Hylke sognehistorisk Arkiv, som var produktet af Anna Rasmussens ihærdige arbejde, blev indlemmet i Skanderborg Egnsarkiv. Også Fruering – Vitved Egnsarkiv med adresse i Virring skole blev lagt ind under museet.

1. december 1992 valgte museumsleder Herbert Madsen at trække sig tilbage på grund af alder, og den 1. marts 1993 tiltrådte cand.mag. Helle Reinholdt som ny leder af museet.

I 1995 blev museet af Skanderborg kommune anmodet om at indlemme den private samling Frihedsmuseet, der lå i Dyrehaven. Den store privatsamling i Skanderborg Dyrehave var indsamlet og hidtil drevet af Bent Lauritsen, der holdt åbent for offentligheden nogle få timer om måneden. Skanderborg museum gik i gang med en renovering af bunkerne. Man etablerede nye udstillinger, som omhandler besættelsestiden 1940-45 i autentiske omgivelser i to tyske bunkere, der i slutningen af krigen fungerede som Luftwaffes administrative kommandocentral i Danmark. Desuden fortælles om Skanderborgensernes hverdag under besættelsen og den efterfølgende flygtningelejr Sølund.


Det nye Skanderborg museum 2001

Den 14. Maj 2001 åbnede Skanderborg Museum igen dørene efter halvandet år med tilbundsgående restaurering af den gamle dommergård. Under renoveringen blev nye faste udstillinger opstillet, og der blev bygget et indgangsparti med museumsbutik samt andre tidssvarende krav til et moderne museum. Tilbygningen blev tegnet af Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S. Det blev en festlig indvielsesdag, hvor kulturminister Elsebeth Gerner – Nielsen holdt åbningstalen. Den faste udstilling blev kaldt ”Brikker af en virkelighed”, og indholdet er udvalgte nedslagspunkter, som tegner byens og egnens unikke historie: fra de specialiserede jægerfolk ved Skanderborg sø, dele af det store krigsbytteoffer fra Illerup ådal, middelalderborgen og kongens slot, de rige klostre og landsbyerne, store og små, såvel nedlagte som forandrede samt ikke mindst købstaden Skanderborg, der blev anlagt som serviceby for Frederik 2.`s slot. I udstillingen er lagt vægt på historier om almindelige mennesker, såvel kvinder som mænd.


Nye udfordringer

Kommunalreformen pr. 1. Januar 2007 betød flere ændringer for Skanderborg Museum. Museets ansvarsområde blev udvidet til at omfatte hele den nye Skanderborg Kommune bestående af de tidligere Skanderborg, Ry, Hørning og Galten kommuner samt Voerladegård sogn. Arealmæssigt betød det mere end en fordobling af det hidtidige ansvarsområde. I denne nye geografi arbejder Skanderborg Museum fremover med den lange kulturhistorie i alle dens aspekter. I 2007 blev Øm kloster Museum lagt under Skanderborg Museum som afdeling og med cand.mag. Lene Mollerup som museumsinspektør. Fagligt er Øm kloster en vigtig brik i Skanderborg Museums forskning og formidling. De skriftlige kilder om cistercienserklostret, ruinerne og de mange arkæologiske fund fra Øm er centrale i forståelsen af Skanderborg området i middelalderen. Datidens magt lå hos kongen og ikke mindst hos klostrene ved Skanderborg Sø og Gudenåen. Ud over mange arrangementer med vinkel på middelalderligt klosterliv og guidede ture i og ved klostret er der påbegyndt nye og anderledes typer formidling af klosterkulturen, bl.a. brugen af audioguide. Fra sommeren 2008 indgår yderlige to museer som afdelinger af Skanderborg Museum. Ferskvandsmuseet i Ry stationsby og Museet på Gl. Rye Mølle indeholder samlinger og materiale, der supplerer Skanderborg Museums eksisterende arbejdsfelter, nemlig de ferske vandes kulturhistorie og skovens kulturhistorie, mølleri m.m.

i 2008 blev der ansat endnu to museumsinspektører, BA, arkæolog Ejvind Hertz, der forestår administration af det arkæologiske område og cand. mag. Historiker Henrik Bredmose Simonsen, der varetager et andet af museets fokusområder, nemlig den nyere tid.

I 2009 blev der etableret en fælles lokalarkivenhed Skanderborg Historiske Arkiv. Skanderborg Egnsarkiv, Galten Egnsarkiv, Hørning Egnsarkiv, Veng Egnsarkiv, Ry Egnsarkiv og Fruering-Vitved Egnsarkiv blev samlet som en enhed under Skanderborg Museum med det formål at sikre og formidle den arkivalske kulturarv på det højst mulige faglige niveau i et samarbejde mellem professionelle og frivillige kræfter, og desuden sikre borgerne ensartet og god betjening på lokalarkivområdet.

Fra venstre ses museumsinspektør Lene Mollerup, arkivar Leif Juul Pedersen, museumsinspektør Henrik Bredmose Simonsen, museumsinspektør Ejvind Hertz samt direktør Helle Reinholdt. 2008.

Der er foregået meget store ændringer siden museets statsanerkendelse i 1984. Krav til det faglige på alle niveauer, politikker vedrørende indsamling og dokumentation, krav til samlingens tilstand og opbevaring, opgradering af forskning, rapporteringer ved undersøgelser samt nytænkning på formidlingsområdet er blot nogle af de områder, som nutidens museer, herunder Skanderborg Museum, løbende skal kvalificere. Det kræver en statsanerkendelse. Og det er ret og rimeligt, da museet gerne vil betragte sig som vidensbank og som væsentlig samarbejdspartner i den nationale og lokale planlægning i byerne og det åbne land. Når borgerne afleverer deres arvegods eller sidste generations værksted til museet, skal det kunne garantere den optimale sikkerhed og opbevaring for eftertiden. Det kan også siges på en anden måde:Museet indsamler din historie, passer på den og giver den tilbage gennem udstillinger og fortællinger.Skanderborg museum anno 2013 dækker hele Skanderborgs kulturhistorie via museets afdelinger og specialer samt arkivernes indsats. Der kommer hele tiden nye brikker til en svunden virkelighed, som tilføjes nye facetter. Museumsarbejde handler i høj grad om indentitet og fælles forbindelser mennesker imellem, om at bevare den og stille den til rådighed for brugerne. Museerne og arkiverne er vores kollektive hukommelse.

Mennesket skal huske

sin Fortid, for at

berede sin Fremtid.

Veed jeg ikke, hvem

jeg var: veed jeg

ej heller, hvem jeg er,

hvem jeg vorder.


Steen Steensen Blicher, 1844


På vej mod nyt museum og arkiv på Skanderborg Station

I 2016 blev der udarbejdet en helhedsplan for Museum Skanderborg i samarbejde med Skanderborg Kommune. Her blev der afsøgt mulighederne for at flytte bymuseet sammen med Historisk Arkiv til en mere central placering i byen og med mere tidsvarende faciliteter. Helhedsplanen kiggede også på museets udviklingspotentiale og samspil med byen. I løbet af 2018 blev det klart, at det gamle posthus på Skanderborg Station, Perron 1 kunne opfylde ønsket om et moderne og mere tidsvarende museum og arkiv i Skanderborg. Skanderborg Historiske Arkiv flyttede ind i december 2018, og Museet fra Adelgade flyttede med i januar 2020. I de kommende år arbejder vi med at gøre Perron 1 til et historiehus, hvor arkiv, museum og arkæologi mødes i spændende fortællinger for alle og med flere gratis arealer, der kan fungere som ventesal for de rejsende på stationen.

Kilde:

Helle Reinholdt: Skanderborg Museum i Skanderborg- kalejdoskopisk set-1908-2008.

Powered by MediaWiki