| Navigation | Vedligeholdelse | Seneste ændringer | Sidelister | Værktøjer |
Personlige værktøjer
Skanderborg Sygehus
Fra Skanderborg Leksikon
Skanderborg Sygehus eksisterede fra 1784-1988.
Indholdsfortegnelse |
Skanderborgs første sygehus (1794-1804)
I 1700-tallet gik skanderborgenserne normalt til barberen, hvis de havde brug for assistance med f.eks. åreladning eller fjernelser af bylder – byen havde ikke et sygehus. Men omkring 1780’erne var egnen raseret af en smitsom sygdom man kaldte syphiloid, en sygdom beslægtet med kønssygdommen syfilis. Syphiloid kunne overføres mellem mennesker, når man f.eks. delte spiseredskaber eller havde en dårlig hygiejne, og den angreb især læber, næse og svælg, som kunne blive ætset bort.
Skanderborg by samt Hads, Vrads, Gern og Hjelmslev herreder fik på denne tid en ny distriktskirurg, H.T. Gyrsting. Gyrsting fandt på at ville isolere de syge, så de ikke smittede de raske, og amtsmand von Bülow hjalp ham med at få Kancelliets tilladelse til indrette nogle sygestuer i Skanderborg. Wissings Gård på Adelgade 19, hvor Amtsgården i dag ligger, blev erhvervet til sygehus for by og omegn, og samtidig til bolig for distriktslægen med hvad der dertil hørte af kornbrug og kvæghold. Der blev bygget en ekstra etage på ladelængen, hvor man indrettede sygestuer, og således fik Skanderborg sit første primitive sygehus, hvor man fik bekæmpet den smitsomme sygdoms hærgen på Skanderborg-egnen.
Sygehuset på Bakken (1804-1892)
På grund af de dårlige forhold på det gamle sygehus besluttede amtet at opføre et nyt sygehus på den tidligere torveplads, i dag Bakken nr. 2. Det grundmurede hus med tegltag blev opført i 1804. Sygehuset havde plads til 12 sengeliggende patienter ad gangen, og havde ca. 100 sygedage pr. år. Bygningen fungerede som sygehus indtil 1892, hvorefter man fik det nye Skanderborg Amtssygehus. Amtet solgte ejendommen på Bakken til købstaden, som i 1894 indrettede den til kommunalt epidemisygehus. Behovet for et epidemisygehus var dog ikke særlig stort, og allerede i 1897 var der derfor tale om at indrette bygningen til fattighus, men det blev ved snakken. Indtil 1912 fungerede bygningen som reserve, og den eneste beboer var den kommunale sygeplejerske. Herefter blev bygningen anvendt til privat bolig.
Skanderborg Amtssygehus (1892-1988)
Det var distriktslæge C.F.A. Kuhlmann, der engagerede politikerne i nødvendigheden af at opføre et tidssvarende sygehus i Skanderborg som afløsning for det gamle på Bakken. Amtsrådet og byrådet blev efter en række forhandlinger enige om at opføre Skanderborg Amts- og Bysygehus på byens gamle markedsplads, beliggende mellem Møllegade og Vestergade. Det stod færdigt i 1892, men allerede året efter blev amtet eneejer af det nye Skanderborg Amtssygehus, og købstaden blev almindelig betalende kunde.
Amtssygehuset bestod af tre bygninger; selve sygehuset, en epidemiafdeling og et obduktions- og lighus, og ved åbningen af det nye sygehus blev den første sygehuslæge den unge og senere så kendte læge fra Vestjylland, Mikkel Hindhede. Herudover var der ansat tre diakonisser, tre piger, en karl og en fyrbøder, og der var plads til i alt 46 sengeliggende patienter på de forskellige afdelinger, hovedsageligt fordelt på to- og firemandsstuer.
Fire år efter åbningen havde Amtssygehuset haft 6078 sygedage, og i perioden op til 1920 steg belægningsprocenten, og sygehuset fik bl.a. indlagt el, rindende vand og centralvarme. H.R. Bruun erstattede i 1909 Hindhede som sygehuslæge, da denne valgte at flytte til hovedstaden for at koncentrere sig om sine ernæringsstudier, og i 1919 ansatte sygehuset den første reservelæge.
I 1925 blev købstaden igen medejer af sygehuset, og kort tid efter blev nordfløjen udvidet. I driftsåret 1933/34 havde Amtssygehuset haft i alt 21.106 sygedage, heraf knap 5000 fra Skanderborg by. I 1939 påbegyndte man de tiltrængte ny- og ombygninger på Skanderborg Amtsygehus, og efter en pause i begyndelsen af besættelsestiden fortsatte man udvidelserne i 1943-1945. Ved sygehusbranden i 1960 blev sygehusets nordlige behandlingsfløj raseret af en større brand, der ødelagde tagetagen, og efter mislykkede forhandlinger om en udvidelse af sygehuset foretog man 1966-69 en ombygning og modernisering af de eksisterende bygninger.
Kommunalreformen i 1970 betød bl.a., at Skanderborg ikke længere var amtsby, men nu en yderkommune i Århus Amt, og en del af kommunens sydlige sygehusopland gik til Vejle. Med Århus Amts samtidige ønske om at opføre et stort centralsygehus i Skejby blev der varslet dårlige fremtidsudsigter for Skanderborg Sygehus, men i 1971 blev sygehuset alligevel udvidet med en køkken- og laboratoriefløj ved Vesterskovvej, 1982-84 byggedes der en ny og længe ventet sygehusfløj, og hovedfløjens vestlige del undergik efterfølgende en stor renovering.
I begyndelsen af 1980’erne blev der af amtsrådet fremsat krav om besparelser på sygehusområdet, og det fortsatte ønske om at centralisere gjorde, at spørgsmålet om en lukning af Skanderborg Sygehus igen blev heftigt diskuteret. Den megen debat førte i foråret 1988 bl.a. til en stor demonstration og til dannelsen af Støtteforening for Skanderborg Sygehus. Sommeren 1988 besluttede amtsrådet dog alligevel med begrundelse i driftsbesparelser at nedlægge såvel Skanderborg som Ebeltoft sygehuse, og Skanderborg mistede således en stor og gammel arbejdsplads.
De nyrenoverede sygehusbygninger kom herefter bl.a. til at rumme Skanderborg Sundhedscenter.
Kilder
"Skanderborg Sygehus 1784-1988", Børge Rasmussen. Brugerrådet, 1996
"Omkring Vindmøllen i Skanderborg", Kaj Klostergaard. Forlaget Skanderleipzig, 2000, s. 63-71
"Amtsgården på Adelgade i Skanderborg", Niels Gjesing. I: Skanderborg Museums årsskrift 1981, s. 13
