Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Veng Kirke

Fra Skanderborg Leksikon

Veng Kirke hørte til Veng Kloster, der blev grundlagt mellem 1036 og 1166. Klosteret blev forladt i 1100-tallet og blev sandsynligvis revet ned kort efter, men den smukke klosterkirke står stadig i dag. Veng Kirke ligger i Veng sogn, der er del af Veng-Mesing pastorat.
Veng Kirke i fugleperspektiv, omkring år 2000.

Indholdsfortegnelse

Klosterkirkens Historie

Veng klosterkirke er den ældste bevarede klosterkirke i Norden. Den er faktisk også den eneste af sin type, idet den er opført med engelsk/normannisk stilpåvirkning. De nærmeste pendanter findes i Østengland, i Bradford on Avon, Brixworth og Barnack i Northhamptonshire. Indvendigt var kirken oprindeligt malet i stærke blå, gule og røde farver, der havde til formål at indgyde den besøgende gudsfrygt gennem den mørke og mystiske atmosfære.

Dateringen af Veng kloster ligger i perioden 1036 til 1165. Ved en undersøgelse fandt man en bjælke fra klosterkirkens kor, som ved dendrokronologi kunne dateres til 1036. Det vil sige at træet blev fældet kort efter 1036. Det er muligt at stammen blev genbrugt fra andet byggeri, så man kan ikke sige med sikkerhed, hvornår den blev del af Veng Kirke. Den seneste dato for klostrets grundlæggelse er 1165, hvor Øm Klosters Krønike skriver at klosteret var gået ”både åndelig og timeligt […] i forfald”. Det er uklart i hvor lang tid klosteret havde været aktiv på dette tidspunkt og hvilken konge der havde grundlagt det. Det er blevet foreslået at Veng Kloster blev grundlagt af Erik Ejegod(1095-1103) der også grundlagde klosteret i Odense. Benediktinermunkene kom fra Evesham og der blev lavet en aftale om en forbindelse mellem det engelske kloster og det nye kloster i Odense. Der skrives desuden i flere krøniker at Erik Ejegod grundlagde flere klostre. Munkene var dog ikke tilfredse med tilværelsen i Odense, og ønskede mere isolerede omgivelser. De ønskede at være mere selvstændige og ikke direkte underlagt kongemagten. Det er blevet foreslået at nogle munke derfor grundlagde Veng Kloster med dens kirke.

På grund af stridigheder overtog cistercienserne klostret i 1165, men valgte at forlade det i 1168. Indtil reformationen i 1536 var ejedes kirken af klostret i Øm, hvorefter alt kirkegods overgik til kongen. Ved auktionen over Skanderborg Slot og dens jorder i 1767 overgik kirken til Frederik Ludvig v. Woyda, der købte godset Venggard, hvor klosterets bygninger tidligere stod, og omdøbte det til Sophiendal. Frederica Anne Sophie Adeler, husfrue på Sophiendal gods 1767-1805, har også sat sit eget personlige præg på kirken. I 1775 døde hendes kun 15-årige søn, og hendes ægtefælle, Frederik Ludvig V. Woyda fulgte efter tre år senere. Derfor lod hun indrette et gravkapel i Veng kirkes søndre korsarm, hvor hendes mand, ældste søn og et yngre barn, der var død mange år tidligere, blev stedt til hvile. Desuden stod Frederica Anne Sophie Adeler for at forny både våbenhus og dele af prædikestolen i kirken og skænkede derudover en ny alterkalk til Veng kirke i 1793.

Kirkens tårne

Veng klosterkirkes grundplan udgøres af et enkelt skib med tårn i vest. Mod øst er den forsynet med to korsarme, der var beregnet til kapeller for helgener - hvilke, er dog uvist. Ligeledes findes her det smukke korparti, hvis kalkmalerier kun kan skimtes, fordi de blev over-hvidtede i forbindelse med reformationen. Malerierne forestiller Jesu apostle.
Et forslag til rekonstruktion af vesttårnet, samt ombygning af kirkens skib. Bemærk det manglende klokketårn.

Kirken havde oprindeligt et større vesttårn. I dag kan man blot se en stor bue med en firkantet angelsachsisk fals ved overgangen mellem skibet og tårnrummet på kirkens vestside. På et tidspunkt blev vesttårnet nedbrudt til skibets højde og forsynet med et tag der er i forlængelse med resten af bygningen. Dette skyldes muligvis cistercienser munkenes puritanisme og ønske om enkelthed. Tårnet var simpelthed for prangende og ikke i overenstemmelse med deres ydmyge og asketiske livsstil. Kirkens klokketårn er fra middelalderen og er bygget op i frådsten på kirkens søndre korsarm. I 1891 og 1892 undersøgte professor H. B. Storck og Magnus Petersen kirken på kirkeministeriets opfordring og udviklede forslag til hvordan kirken kunne føres tilbage til dens oprindelige udseende. De ønskede blandt andet at fjerne klokketårnet og genopbygge vesttårnet. Forslagene blev modtaget med vrede og uvilje i menighedsrådet og sognets beboere. De nægtede at yde bidrag til tilbageføringen, hvilket førte til at der skulle søges offentlige midler til arbejdet. Under Storck og Petersens undersøgelse af bygningen havde de efterladt tydelige spor i bygningen, blandt andet var dele af pudset afbanket for at afdække eventuelle kalkmalerier. Menighedsrådet valgte i stedet at istandsætte kirken og reparere skaderne i pudset. Helt op til 1906 forsøgte Storck at gennemføre sine planer og fik gennemført et ekstraordinært syn af bygningen, dog uden held. På det tidspunkt havde idealerne om restaurering ændret sig, og de senmiddelalderlige og nyere tids tilføjelser blev set som værdifulde i sig selv.

Inventaret

Kirkens alter er lavet i frådsten og er muligvis fra kirkens oprindelige inventar. På alteret er der en nyere påmuring, og det har været dækket i fyrretræspaneler fra 1690. Disse blev dog fjernet ved restaureringen i 2004-2005. I alteret er der et relikvie, som det har været almindeligt i katolske kirker. Ofte var disse relikvier en splint af Kristi Kors, et knoglestykke fra en helgen eller andre genstande der kunne sættes i forbindelse med bibelske fortællinger eller hellige personer. Ved restaureringen af Veng kirke i 1938 fandt man relikviet i alteret, der er en stump knogle i en 1 cm stor rød pose, der er omviklet med gul snor. Posen er nedpakket i flere blå, røde og grønne klude. Muligvis er relikviet resterne af en helgengrav, som kan være blevet fjernet da en altertavle blev opstillet i 1580erne. Det er også muligt at relikviet og dens pose er ældre og blev muret ind i alterbordets overflade da kirken blev bygget. Efter relikviet blev opdaget placerede man det under en glasplade, så man kunne se det.

Fotografi af alteret i Veng Kirke, af Jes Lau Jørgensen. Fra Historiens Spor - i Veng og Mesing Sogne.

Da kirken blev restaureret i 2003-2005, blev der lagt en sort stenplade over alteret, og der er et låg i overfladen der kan åbnes, så man kan se relikviet. Under restaureringen blev træpanelerne på alteret fjernet, og de underliggende farver på mørtelen blev restaureret. Man valgte at lade alteret og mørtelen stå rå, for at man kunne se reparationerne.

Udover hovedalteret der er bevaret i dag, har der muligvis været et lægmandsalter, altre i hver sidebygning og deres to etager og et i vestafsnittets øvre stokværk. I klosterkirker er der ofte et højere antal altre, på grund af de liturgiske krav for munkeordenen.

Dåbefonten er sandsynligvis fra perioden hvor klosterkirken overgik til at være sognekirke, og menes at nedstamme fra ca. 1200. Den er udsmykket med dobbeltløver med menneskehoveder på ydersiden og er af en type som et ret almindelig i Århusegnen. Selve dåbsfadet har et billede af bebudelsen i midten er et såkaldt Lübeckerfad. Fonten blev restaureret i 2003, hvor gamle reparationer i mørtel blev fjernet og erstattet af et mere stenlignende materiale.

I øst var der oprindeligt et lille vindue, der sidenhen blev tilmuret og forblev det i mange år. Vinduet dannede ramme om en konflikt mellem menighedsrådet i Veng og Nationalmuseet, der hhv. ønskede og var imod en genåbning af vinduet. Enden på det blev, at menighedsrådet med hjælp fra kunstneren, Erik Heide, forelagde en plan for restaurering af kirken og en åbning af vinduet for Nationalmuseet, som til sidst godkendte projektet.


Veng klosterkirke har kontinuerligt været i brug siden middelalderen og bruges stadig i dag.


Kilder

Bachmann, Erna (2015) En Blid Kvinde. Kvindeliv I Skanderborgområdet. Charlotte Abildgaard Paulsen (red.) Skanderborg: Museum Skanderborg

Bachmann, Erna. Munkene i Veng. Kloster og Kirke

Gregersen, Bo. Veng Kloster. Kloster og Kirke

Mollerup, Lene (2015) Hellige Mænd og Stærke Kvinder. Kvindeliv I Skanderborgområdet. Charlotte Abildgaard Paulsen (red.) Skanderborg: Museum Skanderborg

Nationalmuseet - Danmarks Kirker - Veng Kirke

Powered by MediaWiki