Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Venge Klosterkro

Fra Skanderborg Leksikon

Leif Juul Pedersen (diskussion | bidrag)
(Oprettede siden med 'Den gamle kro i Veng har eksisteret langt tilbage i tiden. I 1732 nævnes det, at Mathias Nielsen den 31/10 får bevilling, men så hører man ikke mere til den, før kroen i N…')
Gå til næste forskel →

Versionen fra 25. mar 2015, 10:32

Den gamle kro i Veng har eksisteret langt tilbage i tiden. I 1732 nævnes det, at Mathias Nielsen den 31/10 får bevilling, men så hører man ikke mere til den, før kroen i Nørre Vissing i 1801 får status af privilegeret kro; her får vi at vide, at den muligvis erstatter kroen i Veng, der er ophørt. Hvor den gamle kro i Veng har ligget, ved vi ikke. Har det været samme placering, som nu? Måske. Vi ser andre steder, hvor kro og kirke er naboer!


”Anton-slagteren”

Men den bygning, hvor der i dag er krovirksomhed, er fra 1880’erne. Den er imidlertid ombygget og tilbygget så mange gange, at der intet er tilbage af den oprindelige bygning. På stedet var et lille husmandsbrug med 6-7 tdr. land jord ud ad Vengevej, mest fattig sandjord. Her boede indtil omkring 1920 ”Anton-slagteren” –landsbyens slagter, der slagtede for gårdene og husmandsfamilierne, men som også solgte til private i Veng. Der var ikke en egentlig butik, både slagtningen og salget foregik fra ”slagteriet” –et lokale med tre vinduer i enden af huset ned mod Sophiendal. Der var udhuse med lade, en lille heste-og kostald og plads til lidt grise. En gård med så lidt jord, at det næppe har kunnet føde en familie.


”Venge Conditori”

I 1924 solgte Marie og Laus Peter Petersen Venge Højgaard til Kristine og Niels Kristoffersen og købte ejendommen i Veng by med de 6-7 tønder land. Der var et efter tiden stort stuehus på ejendommen, så året efter –i 1925 –åbnede de i den ene ende ”Venge Conditori”. To år senere solgte de både ejendom og konditori til Kristine og Johannes Andersen. Johannes Andersen gik som så mange andre vengefolk i marken på Sophiendal om sommeren og i skoven om vinteren. Hans kone Kristine passede konditoriet, der efter et par år fik bygget en gildesal til. Man manglede et samlingssted i byen til sognerådsmøder, foreningsmøder, begravelseskaffe, sygekassemøder, andespil, danseskole og juletræsfest. Foruden de omtalte møder holdt husmandsforeningen sin årlige udstilling af medlemmernes afgrøder i oldemors stue, fint opstillet på bordene, så man kunne vurdere udbyttet. Så familien Andersen søgte om og fik bevilling til at drive konditori. Det gjorde de indtil 1947, hvor de solgte til Oda og Arne Petersen, der i 1949 solgte til Arnes søster Asta og hendes mand Alfred Jensen.

Konditoriet bestod ved Asta og Alfred Jensens overtagelse af en lille stue, en større stue og salen, der senere blev til oldemors stue. Privaten ovenpå bestod af et par små uisolerede kamre. Køkkenet var med gammeldags komfur og et lille spisekammer. Udenfor køkkendøren var vandpumpen, hvor man pumpede vand op til dyrene. Fra brønden var der en sugepumpe over køkkenvasken, så der på den måde var indlagt vand, hvilket var ret ualmindeligt.

Da Veng Fællesskole blev bygget i 1954 faldt noget af kroens omsætning væk, idet alle offentlige møder blev flyttet til skolens lokaler. Det betød, at Asta Jensen igen tog arbejde som syerske på fabrik om dagen, mens hun vedblivende passede konditoriet om aftenen og i weekenden. I 1955 frasolgtes noget af jorden, og for disse penge moderniseredes konditoriet, blandt andet blev der gravet ud til kælder og der blev indlagt rigtigt toilet. Asta Jensen fortæller i sin bog ”Mine erindringer” levende om trængslerne med at skaffe service, kaffekander, fade osv. I starten lånte man fra naboer og venner, når der var begravelser, for at kunne bespise 100-150 personer.

I 1960’erne begyndte folk at holde selskaber ude. Pengerigeligheden var så småt begyndt at kunne mærkes. Man ville gerne betale lidt ekstra for selv at slippe for besværet med at holde fest. Konditoriet fik forespørgsler på fester med suppe, steg og dessert, og Asta sagde ja. Omkring 1963 begyndte folk at køre søndagsture, og konditoriet fik travlt med at betjene disse turister. Det udviklede sig fra kaffe til søndagsmiddage. Udviklingen gik hurtigt fra kondi-tori og kaffestue til krovirksomhed –Klosterkroen blev navnet.

I 1966 ansøgte krofolkene om spiritusbevilling, men det blev dem nægtet af sognerådet, der mente, at én kro med bevilling i sognet var tilstrækkelig. Og den bevilling havde Nørre Vissing kro. Asta og Alfred Jensen stillede sig imidlertid ikke tilfreds med afslaget, så de forlangte en folkeafstemning. Denne faldt med et stort flertal ud til Klosterkroens favør, så fra nu af var det en rigtig landevejskro med spiritusbevilling. Kroen har gennem årene beskæftiget mange mennesker, mest kvinder, mange i moden alder, men Asta Jensen ansatte også gerne unge under uddannelse som tjenere eller som køkkenpersonale. Talrige er de unge mennesker, som her lærte ”takt og tone” og den korrekte betjening af gæsterne, og de lærte også, at der skulle arbejdes for pengene. Til gengæld var betalingen også i orden.

Gennem årene udviklede kroen sit koncept til også at omfatte mad ud af huset, så der søndag efter søndag skulle laves mad til mange hundrede mennesker. Særligt stort pres var der især om foråret med mange konfirmationer. Det medførte en større køkkenmodernisering, ligesom den nye sal blev tilbygget for at kunne huse større selskaber.

I 1986 solgte Asta og Alfred Jensen deres livsværk. Der er stadig kro i bygningerne, nu er det ”Chresten Kok”- Chresten Vejby - der står for køkkenet. Konceptet er stadig det samme: god dansk mad serveret i indbydende lokaler, men man kan også stadigvæk få det leveret til døren derhjemme, og det uanset om man er en enkelt person eller et par hundrede mennesker, der holder fest i hjemlige omgivelser.


Kilder: ==

Uddrag af Asta Jensens artikler i Sognet nr. 60, 61 og 62- 1995 - samt fra hendes bog ”Mine erindringer” fra 2002 – suppleret med kroens tidlige historie af Erik Kristoffersen. Bearbejdet af Erna Bachmann.

Powered by MediaWiki